Når man nærmer sig de 60 år, er det næsten ikke til at forestille sig, at vi blev lovet evigheden. Men vi, der voksede op efter Anden Verdenskrigs rædsler, måtte tvivle på enhver form for overherredømme og mistede derfor snart den tro, som var forudsætningen for, at faderskikkelsen over alle faderskikkelser ville lukke os ind i sin udødelighed. Så nu synger evigheden på sidste vers for babyboomgenerationen. Den lave, men desto skarpere sol over tidshorisonten afstedkommer en sær kædereaktion. For ikke at blive trukket ned i stilheden af deres aldrende ophavsmænd gør livets udvalgte øjeblikke sig behændigt fri af privatsfæren og vil fortælles for at udvikle deres egen krop. I dette tilfælde af en filmmager med brækket næse, der i en stor del af sin barndom og i hele sit voksenliv har smugkikket på sine omgivelser først gennem et nøglehul og siden gennem et kamera, og som derved har været i stand til at filme mange af sit livs øjeblikke, netop når de skete. Alt liv starter i virkelighedens verden. I mit tilfælde 28. september 1950 på Rigshospitalet i København. Men for at deltage i livet må vi gå så tæt på, at vi ender med ikke at kunne fokusere længere. Virkeligheden forsvinder altid i omfavnelsen. Heldigvis. Derfor må vi digte verden skarp. Modsat alle studentikose dogmer om objektivitetens klarificerende dyder skal vi fabulere vildt om virkeligheden for at føle dens puls. Kun ved at fange den uregerlige i fortællingens greb kan vi aflæse dens træk. Selv om materialet er det, ’som allerede er’, må jeg give min biografi på film vide rammer. Kameraet er dygtigt til ’at se’, men det er ikke nogen seer. Man må hjælpe den enøjede til at trænge igennem det tilsyneladende for at nå den virkelighed, som skjuler sig bag masken. Som i alle fortællinger om virkeligheden gælder det, at man må definere sandheden på en måde, som ikke udelukker løgnen. Jeg oplever livet som en fremadgående bevægelse mod et ukendt mål. Men livet har også et bakspejl. Bevægelsen fremad er uløseligt forbundet med bevægelsen bagud. De er hinandens forudsætning. Samtidig med at jeg suser mod fremtiden, ser jeg fortiden i bakspejlet. Og ikke kun forrudens verden er ny, også bakspejlets fortid genfødes i lyset fra de nye landskaber, jeg kører igennem. Kun ved at kaste mig ud i et hasarderet race mod fremtiden og et modsatrettet mod fortiden, får jeg evnen til at se ind i den nutid, som er filmens såvel som livets eneste, mulige landskab.
Som alle, der ikke holder en gud med pandelampe i hånden, må jeg stille mig tilfreds med kun i korte glimt at ane, hvordan det landskab, rejsen skærer sig igennem, ser ud i trækfuglenes store perspektiv. For det meste er jeg totalt uforberedt på, hvad der venter bag det næste sving. Nyfødt er man hele livet. Selv som olding. Erkendelsen af, at bevægelsen fremad får sit brændstof fra bevægelsen bagud og vice versa skal være styrende for filmens måde at fortælle sin historie på. Jo længere bort fra sit udgangspunkt filmen bevæger sig, des tættere skal publikum føle sig på det selv samme udgangspunkt. Jo hårdere navlestrengen trækkes ud af rejsen bort, jo tydeligere skal vi mærke tilknytningen til hjemegnen og dens mennesker, for navlestrengen kan end ikke den skarpeste kniv i skuffen skære over. Selv har jeg uden held i årevis prøvet at slide mig fri af navlestrengen til Danmark. På mine ældre dage har jeg omsider set mit nederlag i øjnene og er med glæde vendt tilbage til den danske landsby, som jeg stammer fra. Som i alle erindringer skal den erindrende være en rejsefører, der leder sine læsere gennem de scenografier med personer og følelser i dur og mol, som rejseføreren har samlet op på sin vej. De øjeblikke han gør til sit livs øjeblikke. Mit medie har gennem snart 40 år været filmen, og jeg vil derfor skrive mine erindringer med levende billeder. Ikke kun fordi jeg føler mig på hjemmebane i billedernes regi, men også fordi den snart 60-åriges obligatoriske dødsangst bør indfanges af sin diametrale modsætning, som er filmens manglende evne til at være noget som helst andet end nutid.
