Hvis man kommer fra København, skal man køre i retning mod Holbæk og siden Fårevejle.
Endnu længere ude på landet og tæt ved vandet ligger der et gammelt bondehus, hvor filmplakater på væggene fortæller, at her bor Jon Bang Carlsen, der har lavet en imponerende samling fiktion og dokumentariske film i de seneste tre årtier. ’Time Out’. ’En rig mand’. ’Fugl Fønix’. ’Hotel of the Stars’ og den nye ’Purity Beats Everything’ er nogle af dem.
En anden er en film med den sigende titel ’How to Invent Reality’.
Ofte har han blandet fiktion og realisme, som det i de seneste år er blevet moderne at gøre – dog typisk på en mere journalistisk måde end i Carlsens kunstneriske film.
Men at metoden er blevet attraktiv har givet ham yderligere anerkendelse, og nu er det tanken, at alle hans film skal udkomme på dvd.
I første omgang er der udgivet et bokssæt med fire af hans film, inklusive den nyeste ’Purity Beats the Heart’, hvor coverbilledet af en herreskjorte sejlende på en tørresnor er taget her på matriklen på Sjælland.
Her sker ingenting
Instruktøren kommer gående imod fotografen og undertegnede med hænderne i lommerne og fødderne i et par vindbidte lædersko.
»Var det svært at finde«, spørger han, som man jo spørger af høflighed, især på landet. Lidt senere siger han, mens han slår armene ud på en måde, som om han gerne vil takke for, at han står lige præcis hér:
»Vi valgte det her sted, fordi det minder mig om Mols Bjerge, hvor jeg kom meget som barn. Og så fordi der ikke sker noget her. Ingenting overhovedet«.
Stilheden giver lyd fra sig
Vi er på en gedigen naturgrund på toppen af et bakket landskab med udsigt til vand til tre sider. Malerisk guldglimtende og venligt havvand netop i dag, hvor solen får alt til at lyse op.
Her er man aldrig i tvivl om, hvordan vejret er og bliver om lidt, tænker jeg. Her er vejr vel nogenlunde det meste, der sker.
På ydersiden altså vel at mærke. Og når man har været her nogen tid, begynder stilheden langsomt at give lyd fra sig.
Fluerne sværmer sultne om det svedende wienerbrød fra den nærmeste bager. De gamle kurvestole under et blomstrende blommetræ, fundet på genbrugspladsen, ligner ældre mennesker, der nyder at gå endnu en sommer med mageligt forfald i møde.
Små rusk får vasketøjet til at vinke på snoren spændt ud mellem længer i det gamle bondehus, som Jon Bang Carlsen deler med sin irskfødte kone Madeleine, der er »lærer inde«, som hendes mand stolt siger. Med tryk på ordets feminine del, der ellers er røget ud af de fleste menneskers ordforråd.
I huset bor også indimellem Simon og Hjalmar, ægteparrets to teenagedrenge, der er med i nogle af hans film, blandt andre ’Min irske dagbog’ fra 1996 og ’En gammel bamses fortællinger’ fra 2003. Drengene har også et par betydelig ældre søskende. Jon Bang Carlsen er 57 år, blev far første gang som 21-årig og synes, det er »helt forkert«, at han ikke længere har mindre børn i sit liv.
Til gengæld er der hundene. Og den ene af dem, en stor, flot hvid schæfer ved navn ’Honey’ importeret fra et af Bang Carlsens andre hjemlande, Sydafrika, er på nogle måder næsten som en slags spejl for sin ejermand. Ikke af udseende, understreger han. Men fordi hundens psyke er så besværlig og enerådig, at den – i hvert fald næsten – matcher filmmagerens.
En modsat oprører
»Jeg voksede op i Vedbæk, og da jeg var 14, havde min far en idé om, at jeg skulle brænde min skolebøger, kaste mig over pigerne og springe ud af den borgerlige verden. Begge mine forældre var fra Kunstakademiets billedhuggerskole og var på hver deres måde dropouts fra deres familier. Min farfars firma var illustrationsforlaget Carlsen, der udgav Tintin. Min far skilte sig ud fra sin søskendeflok på ni børn ved at gå på Akademiet og blive kunstner i stedet for at blive rig. Min mors far var præsident for Vestre Landsret i Viborg. Hun kom også fra en pæn borgerlig familie og blev kunstner, hvilket hendes far bestemt ikke syntes om. Han holdt af opera, skuespil og billedkunst, men det var ikke noget, man skulle beskæftige sig med i hans familie«.
Her holder Jon Bang Carlsen ikke en pause i interviewet. Han taler videre, og det er mere end bare interessant at lytte til, men også svært at bearbejde efterfølgende, fordi der sagtens kan være et dusin indskudte sætninger i en Jon Bang Carlsen-formulering.
Han kommer altid tilbage til udgangspunktet. Men selvfølgelig skal der være nogle omveje i udsagnene fra en mand, der som filmmager blandt andet har gjort det til sit virke at påpege, at sandhed er en illusion. Man ser, hvad man ser, alt efter hvem man er.
Ledte efter systematik
Som født i 1950 tilhører Jon Bang Carlsen på papiret generationen, der gjorde oprør mod borgerlige normer i 1968.
Han havde det modsat. Hans forældre havde haft deres opgør med hans bedsteforældre. Mens hans jævnaldrende søgte opgør med autoriteter og regler, ledte Jon Bang Carlsen i første omgang efter systematik:
»Min far havde en idé om, at jeg skulle være fandenivoldsk. Men jeg interesserede mig for en anden orden end mine forældres. En af mine venners far havde en bogreol, hvor hans fakturaer stod alfabetisk i mapper. Og så fik jeg lov til at sidde og bladre i dem. Det var simpelthen så fantastisk. Alting var ordentligt. Arkiveret efter 1 2 3 og a b c. Hjemme hos mine forældre kunne der ligge nogle papirer med tal og marmelade på i et hjørne, uden at nogen satte dem ind i en mappe«.
»Derfor var min konflikt modsat alle andre gutters i den generation. Min far ville have, at jeg skulle flytte hjemmefra, få guld i næsen og ligne en sørøver. Jeg ville være en pæn og flittig skoleelev. Jeg havde et helt modsatrettet oprør i forhold til andre i generationen, der var unge i begyndelsen af 70’erne«.
Sandhed med løgn
Jon Bang Carlsen kom på Filmskolen, tog afgang derfra i 1976 og var også i den sammenhæng anderledes end sine jævnaldrende:
»Fra min allerførste film har jeg sagt, at jeg ikke vil være afhængig af tilfældet, selv om jeg finder mine historier ude i virkeligheden. Den dokumentariske film er i mine øjne lige så fjern fra journalistikken som fiktionsfilmen. Hvis jeg for eksempel synes, folk skal have en anden udsigt end deres egen i en af mine film, så laver jeg en kopi af et af deres vinduer, anbringer det i et landskab, jeg selv vælger, og fotograferer igennem det, så udsigten kommer til at passe til sjælen i den film, jeg vil lave«.
»I ’Now Or Never’ kunne jeg ikke finde den hovedperson, jeg ville have på det sted, hvor jeg gerne ville filme i Irland. I stedet fandt jeg en mand 200 kilometer derfra og tog ham med hen til den ruin, jeg havde valgt som location. Og så påstod jeg i filmen, at det var hans hjem«.
På det eksakte plan var den instruktørhandling en løgn, når man tænker på, at Jon Bang Carlsen indspillede en dokumentarfilm. Men i forhold til filmens følelsesmæssige plan var det et helt rigtigt valg, siger han:
»I den dokumentariske film gælder det ikke nødvendigvis om at være sandfærdig, for det er et udefinerbart begreb. Men det gælder helt sikkert om at være ærlig over for sine egne sansninger. Vi må definere sandheden på en måde, der ikke udelukker løgnen«.
Hvis stemningen er ordentlig, kan man hurtigt komme til at føle sig hjemme et sted. Ikke mindst når der er stille og begrebet om tiden er på nippet til at forsvinde.
Jon Bang Carlsen henter vand til at slukke tørsten i varmen. Jeg beder ham om at lægge ost og smør i køleskabet, så det kan holde sig. Fotografen prøver at lave billeder, der illustrerer, at instruktøren arbejder med iscenesatte dokumentarfilm. Og Honey, den sydafrikanske schæfer, flytter sig, alt efter hvor jorden er både varm og skyggerig.
Hvor kedsomheden er størst
Det her er idyl. Men selvfølgelig på en baggrund af alvor. Hvis Jon Bang Carlsen havde lavet actionprægede film, kunne han være slået bredere igennem. Trods alt filmede han i ’Fugl Fønix’ i 1984 amerikaneres våbenfiksering, mange år inden Michael Moore brød igennem med ’Bowling for Columbine’.
Men en af Jon Bang Carlsens mange kvaliteter er, at han finder historier der, hvor andre ikke har opdaget dem. Og hvor der udadtil rent ud sagt ikke sker en skid.
»Hvor kedsomheden er størst, hvor ritualerne er stærkest, hvor der sker mindst, og livet næsten er gået i stå – der er jeg rigtig glad for at være. Der får jeg lyst til at lave billeder«.
fortsæt med at læse
