Karen Blixen beundrede i høj grad kunstnere, der formåede at »danne Mythe«: De »bliver ved at leve i Folkets Bevidsthed som Skikkelser, ikke alene i deres Værker (...) Folket digter videre om dem«, skrev hun. Selv nævnte hun Wessel, Blicher og Drachmann som eksempler, og man kunne føje mange andre forfattere til, jo ikke mindst baronessen selv, der som mediebevidst selviscenesætter var – og er – uovertruffen i dansk litteratur. Hun har i den grad magtet at danne myte.
Indtil for få årtier siden var litteraturundervisningen i høj grad lagt an på at overlevere myterne om de store forfattere og deres liv og levned som kapitler i nationens epos. Men så kom nykritikken – i 1960’erne – og satte en stopper for udenomssnakken. Nu skulle det handle om teksten, hele teksten og ikke andet end teksten. Dette metodiske princip blev præsenteret som en ’doktrin’, autonomidoktrinen, og naturligvis blev det hurtigt udfordret fra både litterært og teoretisk hold. Lige så frugtbar som dogmet selv har opgørene med det været.
