I år for 90 år siden blev Nina Bang verdens første kvindelige medlem af en demokratisk valgt regering og var i den funktion »som en lyserød elefant – meget synlig og meget usædvanlig«.

Men farven ser man nu ikke på Blækspruttens Alfred Schmidt-karikatur af den statelige kvinde med lorgnet, som indleder det festlige portrætgalleri af banebrydende, ja, barrieresprængende danske kvinder på Bladtegnermuseets vægge.

Og den bog, der er anledning til udstillingen, har faktisk lånt udtrykket om de rosafarvede tykhuder af en anden, nemlig Bodil Nyboe Andersen, der følte sig som en sådan i finansverdenens top så sent som i 1986, da hun blev Danmarks første kvindelige bankchef.

Den senere nationalbankdirektør er en af de 99 kvinder, der var »de første på traditionelle mandeområder« eller på anden vis »flyttede debatten om køn«, som Hilden, Frøslev og Bluhme udtrykker det i deres særdeles velskrevne og usentimentale præsentationer af kvindernes gennembrud i politik, organisationer, uddannelser, kunst osv.

Kampen for indflydelse og udfoldelse

Alfabetisk rækker listen og det glimrende indeks (renset for de mænd, bogen dog pletvis nævner) lige fra stifteren af Kvindelig Læseforening, Sophie Alberti (1846-1947), til skolelederen Nathalie Zahle (1827-1913).

Og nok fik kvinder stemmeret i 1915 (så forfatterne vil udpege elefant nr. 100 næste år). Men kampen for indflydelse eller bare faglig udfoldelse kunne nok kræve tyk hud, viser historierne:

Nielsine Nielsen (1850-1916) blev f.eks. i 1885 landets første kvindelige læge, men ikke uden professoral modstand: »Prostitutionsvæsenet (...) er vel nu tildags et nødvendigt Onde, medens kvindelige Læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt Onde«.

Historikeren Anna Hude, i 1893 vores første kvindelige dr.phil., tilbragte et af sine studieår i fængsel for mordforsøg på familiens huslæge – han havde voldtaget hende.

Skoleinspektøren Inge Merete Nordentoft (som kommunistisk MF’er snarere fane- end lyserød) stod i 1945 til fyring, fordi hun som enlig og gravid nægtede at oplyse faderens navn. Og så fremdeles.

Vidunderlige satiretegninger

Også de første kvindelige præster, borgmestre, fagforeningsbosser, chefredaktører og bestyrelsesformænd indgår i de modige hunelefanters march gennem den kompakte lille bog i samme udstyr som forfatternes 2012-udgivelse om ’Kvinder i statsråd – Kvinder på tinge’.

Og mandlige ronkedorers drabelige modstand mod disse gennembrud har selvfølgelig i årenes løb affødt vidunderlige satiretegninger, også langt flere, end udstillingen i Den Sorte Diamant har fundet plads til.

Men vi bliver da ikke snydt for Bo Bojesens 1953-reaktion på, at Josephine Baker alligevel ikke kommer, men at handels-, industri- og søfartsminister Lis Groes lover at skaffe bananer til landet.

Den gæve Groes, Danmarks femte kvindelige minister, er for en gangs skyld tegnet uden cigar, J.O. Krag danser med, og Hedtoft, H.C. Hansen og forsvarsminister Rasmus Hansen giver den gas i orkestergraven.

Lysende portræt

At også stovte kvinder lige fra Nina Bang og Thit Jensen til dronning Margrethe og Anja Andersen blev yndlingsofre for tegnerne, dokumenterer udstillingen smukt, om end mest i mandlige tegneres streg, skønt også den kønsbarriere for længst er brudt.

Men Dagens Nyheder havde i sin tid en fin tegner i Ellen Gabriel, viser hendes studier af Thit Jensen og Karin Michaëlis. Ligesom Anne-Marie Steen Petersens portræt af digteren Inger Christensen lyser, helt bogstaveligt.

fortsæt med at læse

Flot illustreret bog fortæller om FDB's mislykkede møbelmission