0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opdragelsesbog opfordrer til »at hudflette, straffe og håne barnet«

Yaleprofessor fortæller, hvordan hun har terroriseret sine døtre til succes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
AP
Foto: AP

Børneopdragelse. Ifølge Amy Chua opdrager mange forældre deres børn alt for slapt.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Læser man aviser eller ser tv regelmæssigt, har det været umuligt at undgå at stifte bekendtskab med den frygtindgydende furie Amy Chua, der for et halvt års tid siden udgav bogen ’Kampråb fra en tigermor’ i USA.

Bogen, der handler om Chuas ekstreme kinesiske opdragelsesmetoder er netop udkommet på dansk, og i den forbindelse har hun endnu en gang erobret overskrifter overalt.

LÆS OGSÅ

Den globale fascination af Chua og hendes bog er ikke ubegrundet. Chua giver nemlig ikke blot et billede af, hvordan kinesiske opdragelsesmetoder fungerer, men tillige et fremragende indblik i, hvorfor kineserne i disse år overhaler os andre på de fleste områder – uddannelsesmæssigt, forskningsmæssigt og økonomisk.

Mens vestlige forældre opmuntrer deres børn til selvstændighed og til at forfølge egne drømme, vælger kinesiske forældre at opdrage deres børn gennem streng disciplin og enorme krav. Kinesiske forældre forudsætter styrke hos deres børn og agerer derefter, mens vestlige forældre mest er optaget af deres børns selvværd og psyke, lyder Chuas påstand. Målet for kineserne er at få succesfulde børn, mens målet for vestlige forældre er glade børn.

At hudflette, straffe og håne barnet
For Chuas egne to døtre, der er vokset op i USA med en kinesisk mor og en amerikanskjødisk far, har det betydet en barndom, hvor de aldrig fik lov til at sove hos kammerater, aldrig havde veninder med hjem for at lege, aldrig så tv eller spillede computerspil, aldrig selv fik lov til at vælge fritidsaktiviteter, aldrig kunne komme hjem som nummer to i klassen, aldrig kunne vælge andet instrument end klaver eller violin. Resultatet er to vidunderbørn, der i dag er 18 og 15 år.

De to pigers barndom bestod således af skolegang, lektier, undervisning i kinesisk og 2-3 timers daglig musikundervisning. Men ikke nok med det. Pigerne fik også at vide, at de var dovne, feje, egoistiske og ynkelige, hvis de ikke arbejdede hårdt nok.

Som Chua skriver: »Svaret på en mådelig præstation er altid at hudflette, straffe og håne barnet«. Bogen er fyldt med eksempler på denne sære måde at motivere børn på. Når den ældste, Sophia, ikke leverede varen ved klaveret, da hun var 6-7 år, kunne mor finde på at sige: Åh Gud, du bliver bare dårligere og dårligere!, eller: Hvis det ikke er perfekt næste gang, brænder jeg alle dine tøjdyr.

Men så lyder Chuas næste sætning: »Set i bakspejlet virker den slags kommentarer en smule ekstreme. På den anden side var de meget effektive. Sophia og jeg var et strålende mor-datter-par. Jeg havde overbevisningen og en beslutsomhed, der kunne minde om tunnelsyn. Sophia havde modenheden, tålmodigheden og den medfølelse, jeg burde have haft, men ikke havde«.

Lille selvransagelse
Netop manglen på medfølelse og indlevelse i de små piger er hårrejsende, men som den sidste sætning antyder, sker der heldigvis nogle dramatiske begivenheder, som får Chua til at kaste et kritisk blik på sig selv – og til at skrive denne bog:

Da den yngste pige, Lulu, er 13 år kaster hun sig ud i et teenageoprør mod terrorregimentet derhjemme og erklærer ikke bare krig, men atomkrig mod moderen. Omsider får angsten for helt at miste datteren Chua til at stoppe op og slække lidt på kravene. Og i dag lever de et langt mere tåleligt liv.

LÆS OGSÅ

Heldigvis leverer Chua, som det fremgår, også en slags selvransagelse i bogen, om end hendes selvindsigt ikke stikker så dybt.

Krigen med datteren rykker ved hendes livssyn, påstår hun, men alligevel ville hun gøre det hele igen, hvis hun skulle starte forfra, og man efterlades med betydelig tvivl om, for hvis skyld terrorregimet udøves – moderens eller børnenes.

Stærkt provokerende
Som debatbog fungerer ’Kampråb fra en tigermor’ fremragende, for den er stærkt provokerende og nervepirrende som en god krimi – man er simpelthen nødt til at vende siderne hurtigt for at finde ud af, hvilken terror hun nu udsætter sine døtre for, og hvordan de klarer det.

Men først og fremmest sætter den et ømtåleligt emne, opdragelse, til diskussion på en personlig og rystende ærlig facon.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce