Allerede for en snes år siden eller mere beklagede en magister i nordisk litteratur – Henrik Wivel – sig over kunsthistorikernes »forfrosne berøringsangst«, når det gjaldt studiet af den danske guldalder. Problemet var, at kunsthistorikere ikke turde bevæge sig så meget som et skridt uden for deres eget faglige reservat. Det var ikke deres anliggende, at der i samme periode var hændt noget inden for nabovidenskaber som filosofi, litteratur etc., som kunne flytte en tolkning af guldalderens billeder ud i et større åndeligt rum.
LÆS OGSÅ Redaktør påtager sig rollen som guddommelig formidler
Det katastrofale resultat var ifølge Wivel en »akademisk holdning, der sætter fortolkningsevne, fantasi og kreativitet lig med vidtløftighed«. Dristig billedlæsning Hvis man er i tvivl om, at denne kritik af fagets kikkertsyn stadig holder, skal man blot læse nogle af de nyere udstillingskataloger om emnet: guldalderen og dens kunstnere.
