Det er nærmest et livsværk, som overinspektør Anne Christiansen har begået om sin arbejdsplads siden 1992: Fyns Kunstmuseum – FKM.
Museet er den søjlebårne bygning på Jernbanegade i Odense, som man passerer på vej ned til byens gågade. Altså medmindre man går indenfor og tager en samling i øjesyn, der uden at være udmattende stor er både varieret og repræsentativ for det meste, der er overgået dansk kunst siden Jens Juels dage i 1700-tallets slutning. I 1885 stod det færdigt. Men ingen ville gætte på, at det var tegnet og opført af en lokal murermester og hans søn. Uanset at det hele blev gennemgribende shinet up i 1997, ligner huset det, det altid har været: et klassisk kunsttempel. For så statelige så den slags bygninger ud, da museumstanken endnu var uskyldig og uanfægtet. I næsten hundrede år kunne den besøgende her studere kunst-, kultur- og naturhistoriske objekter af den mest uforenelige slags. Først i 1989 blev kunsten herre i eget hus. I en nutid, hvor museer helst skal opføre sig som kunsthaller med et tætpakket program af skiftende udstillinger m.m., er det dristigt og imponerende, at en museumschef sætter sig ned for at skrive en bog på 450 sider om de bedste blandt de over 6.500 arbejder, som gemmer sig på adressen. Og det meste gemmer sig ret godt, eftersom det er opmagasineret. Detaljerigt Det er noget af en udfordring at skabe episk sammenhæng mellem værker, som er udført af nogle af historiens mest kompromisløse individualister. Opgaven burde nærmest være umulig. Alligevel er der kommet en bog ud af det, der kan mere end være opslagsværk om en samling. Man har lyst til at give den ambitiøse udgivelse ret, når den her og dér omtaler sig selv som et oversigtsværk. For det er meget lidt inden for området: dansk kunsthistorie, som ikke bliver gjort tilgængeligt og oversigtligt. Den store bog om det lille museum – i øvrigt den første af slagsen – er opdelt i en mindre del om museets historie, og en langt større om samlingen. Men Anne Christiansen hører ikke til de skribenter, der overflyver så stort et område på idéhistoriens luftbårne vinger uden at aflægge beretning om det, hun kender til detaljerne.
