Ja, hvorfor er den lille fisk så våd, og hvorfor si’r kommoden ikke noget? De fleste danskere har været omkring de spørgsmål, siden Kamma Laurents i 1938 rimede dem sammen i sangen om Spørge-Jørgen, og barnestjernen Ilselil Larsen indsang dem til Giro 413-popularitet i 1943, hvorpå Storm P. året efter gennemillustrerede dem til billedbogen ’Spørge Jørgen’ (nu uden bindestreg), der siden er trykt i over 300.000 eksemplarer.

Og mange af os har – i hvert fald som voksne – stejlet over den famøse slutning, hvor »Jørgen fik smæk, og Jørgen blev sendt i seng«, så han »næsten som en helt fornuftig dreng« kunne ligge og tænke: »Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!«. Hvordan i alverden er en bog med dén morale blevet så populær?

På grund af Storm P.s humørfyldte tegninger, som undergraver tekstens udtrykkelige morale, lyder det enkle svar her fra litteraturforskeren Asger Albjerg, født i 1946, altså samme år, som den anderledes antiautoritære Pippi Langstrømpe første gang udkom på dansk.

Han har stillet sig den tiltrængte opgave at undersøge bogens iboende kamp om retten til at stille spørgsmål (undertitlen).

Eller mere overordnet: 1940’ernes modsætning mellem den kulturkonservative overbevisning om, at børn blev bedre mennesker af lussinger og røvfuld, og på den anden side tilhængerne af ’reformpædagogikken’ med folk som børnepsykologen Jens Sigsgaard i spidsen.

Altså den Sigsgaard, vi kender som forfatter til nogle af de første ’kulturradikale’ billedbøger på dansk, f.eks. ’Palle alene i verden’, ’Okker Gokker gummiklokker’ og ’Abel Spendabel’, alle humørfyldt illustreret af Arne Ungermann.

Instinktiv afsky for fremtiden

Men var Storm P. da også kulturradikal, trods sine tre-fire årtier som hoftegner i de Berlingske aviser? Næ, ifølge Poul Henningsen »var han, når han endelig mente noget, reaktionær af verdensformat« med en »instinktiv afsky for fremtiden og fremskridtet«.

PH’s gode ven Otto Gelsted så mildere og måske klogere på Storm som »en stor humoristisk tegner«, i hvis kunst »noget jævnt fornøjet og noget barokt fantastisk forenes«.

Fornøjet og barokt – dét træffer jo tegningerne af Spørge Jørgen på et hår, krøltoppet og smørgult, som håret er over de tøseblå øjne og glade røde selebukser.

Albjerg går til sagen med forkundskaber, faktaoplysninger, farveanalyse og hele molevitten, pletvis næsten pedantisk: Derfor derfor dit og derfor dat.

Men ret har han jo i, at den anarkistiske Storm P. har hele sit humør på den spørgelystne drengs side og dermed »dementerer« tekstens moralske opbakning til smæk som pædagogik – også ved at vise faderen selv som en farveløs og kuet splejs, modsat den vitaminstruttende lille knægt.

Men overser denne skarpe modsætning mellem tekst og tegning ikke, at Storms absurd morsomme billeder af en loppe med bukser, en flyvende ko, et øje i nakken og en fingernegl på næsen faktisk følger tekstens ordlyd nøje?

De barokke påfund er jo ikke Storms, men Kamma Laurents’ egne: en boblende humor under den konservative tantes selvkontrollerende overflade!

Storm må have haft blik for hendes anarkistiske humør såvel som hendes konservative selvcensur, da han sagde ja til at gøre sangen til en af de mest populære danske billedbøger nogensinde.

fortsæt med at læse

Tolstojs kvinde- og kønsforskrækkelse fænger i sin rablende vildskab