Lyt til artiklen
Der findes jo store forfattere, som er meget lettilgængelige og dejlige at læse – men som til gengæld er overraskende svære at anmelde. William Heinesen er en af dem. Hans tonefald og sprog er unikt. Bundlinjen er, at han er sig selv, og kritikeren må da abe efter i blind beundring – eller give afkald. Dorrit Willumsen er også en af den slags forfattere. Hendes sprog er særegent, poetisk, klartskuende, satirisk og følsomt. Hendes fortælling er helt hendes egen, come high, come low. Når hun beretter om en tid (som hun og anmelderen til dels kunne have haft sammen, nemlig et par år i gymnasiet), slår det ud i lys lue. Det var hendes år, lysmil fra hvad der kunne have været fælles år.
Dorrit Willumsen er ikke i det fælles.
