»Det er et af et lille lands bedste beviser på kulturel selvstændighed, hvis det selv kan holde sig med tegneserier«.

Endnu for 33 år siden, da Hans Edvard Nørregård-Nielsen skrev sådan i sit store jubilæumsværk om dansk bladtegning gennem et halvt århundrede, ’Avisens håndskrift’, var det et modigt udsagn fra en kunsthistoriker, der stadig ville tages alvorligt af kolleger med ’finere’ smag. I dag skover selv akademiuddannede billedkunstnere i tegneseriernes motiver og virkemidler, de rigtige tegneserier er selv kommet på museum, og Statens Kunstfonds litteraturudvalg er begyndt at tilgodese tegneserieskabere på lige fod med forfattere.

Til yderligere opmuntring: Danske tegneserier udkommer der stadig mange af. I 2015 udgav rekordmange forlag – 32 – tilsammen 72 danske tegneserier som selvstændige bøger, dvs. 30 procent af de i alt 242 serieudgivelser det år. Af de 40 tegneseriestriber, der blev trykt i danske aviser i 2015, var de 19 danske. Kort sagt: ’Her går det godt’ – for nu at bruge titlen på danske Carsten Graabæks seriestribe, der trykkes i hele 21 danske dagblade, nogle steder bedre kendt som ’Statsministeren’. 6 af de i alt 10 tegneserier i danske ugeblade var danske. Alle de tal kan man læse i den uundværlige årlige ’Tegneserier i Danmark’ fra Dansk Tegneserieråd, nu udgivet for femte gang.

Tegneseriens historie uden omhu

Nu er spørgsmålet om ’kulturel selvstændighed’ som bekendt ikke udtømt med det. Men en forudsætning for mangfoldigheden er selvfølgelig en solid tradition, i dette tilfælde: den hundredårige historie om tegneserier i Danmark. Den historie har den produktive Lars Jakobsen – ophav til hønsegårdstegneserien ’Ganske vist’, der går i to danske ugeblade, men også til andre serier og Hudibras-illustrationer såvel som til seriefestivalen Art-Bubble og publikationer om dansk tegnefilm m.m.m. – udgivet en stor, indbydende bog om.

Med stort format og overdådigt illustrationsmateriale, omfattende stort og småt fra postkort, ugeblade, julehæfter, vittighedstegninger osv. til nutidige album og grafiske romaner, er bogen båret af begejstring for sit emne, men just ikke af nogen pedantisk omhu eller fuldstændighed med årstal, sprogbrug osv.: »Tegneserier har på sin egen måde altid en positiv og glad udstråling«, lyder den indledende generalisering i en bog, der dog også viser det alt andet end ’glade’ 9/11-album ’Tribeca Sunset’ af Henrik Rehr.

Selvmodsigende er det jo også at hævde, at kravlenissernes Bramming m.fl. »startede den helt specielle danske tradition med julehæfter«, når vi allerede har set Alfred Schmidts og Louis Moes bidrag til den genre 50 sider og år tidligere. Skoleeleven, der vil skrive af til en hurtig stil, kan også let gå galt i byen med en oplysning om, at 1930’ernes tegnefilm nåede »et stort publikum, der dengang fik de fleste nyheder i biografens mørke« – helt uden om radio og dagspresse?

Den foreløbigt lykkelige slutning

Jakobsens forkærlighed for et bestemt udsnit af danske serieskabere såvel som for det traditionelt underholdende præger udvalget af tegnere, der præsenteres, både danske og udenlandske. Gevinsten er bl.a. fine glimt af snart glemte tegnere som Aage Lippert, Oskar Knudsen, Aage Lundvald, Jørgen Myller, Ingvar og Gunnar Hansen. Men også at så tidligt importerede serier som Klaus Kludder og Gyldenspjæt fylder godt, mens skumle sortekunstnere som Hugo Pratt, Comès eller Moebius ligger helt uden for bogens horisont.

Flere kapaciteter har bidraget med korte, personlige essays til bogen, der også med korte karakteristikker strejfer rundt i danske serieforlag, tegneseriebutikker og tegnere. Men uden register og med sine ret tilfældige sidespring og, i al begejstring, fordomsfulde udvalg af seriernes skabere og historie er bogen derfor slet ikke det nyttige opslagsværk, den ligner ved første øjekast.

Men sådan er den heller ikke ment, lyder forfatterens forbehold til sidst, også indeholdt i titlens genredeklaration: ’ Eventyret om de danske tegneserier’. Dét eventyr er jo foreløbig endt godt, dokumenterer Tegneserierådets lille, nøgterne opgørelse.

Og Jakobsens opulente ditto er, især for modne serielæsere med billedhukommelse, en rigtig sjov bog at bladre i.

fortsæt med at læse

Dansk kulturjournalistik trænger til et spark