Man kan mene mangt og meget om Israel og landets politik, men at den jødiske nations genrejsning efter næsten 2.000 års eksil er en helt fabelagtig historie, kan der ikke være to meninger om. At Israel skulle genopstå ud af holocausts aske, er noget af det mest utrolige, der er sket på den internationale scene i de sidste mange generationer, og man kan kun begræde, at den endeløse konflikt mellem Israel og dets arabiske naboer i årtier har overskygget det. Det forsøger den britiske historiker Martin Gilbert nu at rette op på i en umådelig flot og fascinerende opslagsbog om landet i anledning af dets 60-års fødselsdag. En slags litterær skåltale, hvor han med et hav af fantastiske fotografier, dagbogsoptegnelser, plakater og artikler forsøger at gengive det drama og den begejstring, der har præget Israel, siden Theodor Herzl i slutningen af 1800-tallet fik den forrykte tanke at skabe et land for jøderne. Selve kronologien i bogen er enkel. Gilbert begynder med Herzl og ender med Køreplan for fred og binder det hele sammen med en kort, enkel tekst. Alt sammen glimrende, om end man selv i denne type fødselsdagsbog fra tid til anden kunne ønske sig en lidt mere kritisk tone til visse af Israels politikker. Interessante faksimileindstik Men det er et mindre problem, for det er under alle omstændigheder ikke i Gilberts tekst, at bogens virkelige charme ligger. Det er i det overvældende billedmateriale, og især de ekstremt lækre og interessante faksimileindstik, han har gravet frem, og som bogen flyder over med. Her er ikke bare invitationen til den allerførste zionistiske kongres i 1897 – hvor det understreges, at der forventes kjole og hvidt til gallaåbningen – der er længere uddrag fra Herzls egen dagbog i dagene op til Kongressen, store folde ud-plakater fra den Jødiske Nationalfond og britiske hverveplakater fra Palæstina i 1940’erne. Et overflødighedshorn af superinteressante dokumenter, som i al fald denne anmelder aldrig har set i så elegante og velvalgte faksimiler. Israel har fortjent denne bog Der er ganske enkelt noget dybt interessant ved at kunne læse en umådelig vellavet kopi af den britiske udenrigsminister Arthur Balfours legendariske brev til baron Rothschild, hvor Storbritannien lover at ville arbejde for oprettelsen af et ’jødisk nationalhjem’ i Palæstina. Eller ved at kunne kigge med over skulderen i den amerikanske præsident Harry S. Trumans dagbog, hvor han i 1947 brokker sig over, at jøderne er så egoistiske. »De er ligeglade, hvor mange estere, letter, finner, polakker, jugoslaver eller grækere der bliver dræbt, så længe jøderne får særbehandling«. Interessant, ikke mindst i lyset af, at det netop var under Truman, at USA som det allerførste land anerkendte staten Israel. Og det er mikset mellem den slags aha-oplevelser og den basale fascination ved at sidde med den israelsk-egyptiske våbenhvileaftale fra 1949, et hemmeligt militærkort fra Yom Kippur-krigen i 1973 eller for den sags skyld en kopi af Martin Gilberts egne noter fra selv samme krig, der fænger. Palæstinenserne er der som sagt ikke meget om eller af, men det har syndfloden af bøger om konflikten i løbet af de sidste 40 år i så rigelig grad taget sig af. Med alle dets fejl og mangler har Israel fortjent denne bog. Og at verden husker på det mirakel, staten trods alt også er.