Hvordan kunne det ske? Det er det klassiske spørgsmål, når det gælder holocaust, nazisternes systematiske udryddelse af seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. Ligesom meget andet i det menneskelige sind forbliver det endelige svar ukendt, ligesom spørgsmålet ’hvad ville jeg have gjort’ aldrig vil blive afklaret. Men når holocaust overhovedet er alment kendt i dag, skyldes det i høj grad den retssag mod SS-officeren Adolf Eichmann, som udspillede sig i Jerusalem for 50 år siden. Hvor svært det end kan være at fatte i dag, spillede holocaust en meget begrænset rolle i den offentlige bevidsthed i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Europa i ruiner Hele Europa lå i ruiner; den kolde krig begyndte stort set i det øjeblik, Berlin faldt, og efter et kort opgør med nazisterne forsøgte stort set alle bare at se fremad. Selv i Israel var holocaust ikke noget, der blev fokuseret voldsomt på. Der var en stat at bygge op og forsvare mod araberne, og billedet af de forsvarsløse jøder, der blev ført som får til slagtebænken, var noget, zionisterne afskyede og meget nødigt ville identificeres med. Alt det ændrede sig med sagen mod Eichmann, som historikeren Deborah Lipstadt beskriver i sin nye bog, ’The Eichmann Trial’.

Forrygende spændende
Med bogen fjerner hun den skelsættende retssag fra filosoffen og New Yorker-skribenten Hannah Arendts lange skygge og genfortæller den utrolige historie om opdagelsen og bortførelsen af Eichmann og den skelsættende retssag mod ham.

Historien er forrygende spændende, og Lipstadt, der har forsket i holocaust i årtier og er professor i moderne jødiske og holocaust-studier ved Emory University, kender den til fingerspidserne. Næsten for godt faktisk, for selv om bogen overordnet set er velskrevet og velstruktureret, fortaber hun sig flere gange i lidt for snørklede detaljer om det taktiske spil under retssagen og derved taber noget tempo i den umådelig dramatiske beretning. Søn af berygtet nazist At Eichmann overhovedet blev fanget, kan verden primært takke den jødiske Lothar Hermann, der boede i Argentina, for. Han fik mistanke om, at den unge mand, som hans datter Sylvia var kærester med, var søn af den berygtede nazist. Det krævede ikke nogen stor detektiv at drage forbindelsen. Kæresten hed Klaus Eichmann – et tegn på, hvor ubekymret Eichmann levede i Argentina, er, at han lod sine børn bruge hans navn – og Klaus pralede åbent med, at hans far havde være en vigtig SS-officer. Rimelig oplagt skulle man mene, men alligevel var den israelske efterretningstjeneste Mossad oprindelig ikke særlig interesseret, så lidt faktisk, at der gik fire måneder, fra de fik tippet, til de overhovedet gad undersøge det. Kontroversiel retssag Til sidst tog de sig dog sammen, fandt Eichmann og bortførte ham forklædt som El Al-pilot til Israel, hvor han blev anklaget for massemord. Den umiddelbare reaktion i omverdenen var mildt sagt ikke begejstret. Argentina var rasende, og selv i USA var retssagen, som Lipstadt beskriver, i begyndelsen stærkt kontroversiel. Washington Post kritiserede Israels brug af jungleloven, New York Times kaldte det amoralsk og ulovligt, mens Christian Science Monitor ligefrem sammenlignede Israels adfærd med nazisternes. Selv Den Amerikanske Jødiske Komite anmodede Israel om at overlade retsforfølgning til Tyskland eller en international tribunal. Men Israels premierminister David Ben Gurion havde ingen intentioner om at lade chancen gå fra sig. Og den måske mest afgørende beslutning blev truffet af chefanklageren Gideon Hausner, der besluttede at lade snesevis af holocaustoverlevende fortælle deres historie i retten, uanset om de havde nogen direkte relevans i forhold til Eichmanns rolle. Gjorde holocaust verdenskendt