0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ord mellem Oxford, Indien og Trinidad

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man er født for sent. Det tænker jeg tit, når jeg genser Brideshead Revisited og kan observere, hvor behageligt livet i Oxford var i begyndelsen af århundredet. Men også i 50erne var Oxford et rart sted at være, og det er i den verden, forfatteren V.S. Naipaul befinder sig i sin seneste bog 'Between Father and Son'.

Bogen er en samling af breve mellem Naipaul, der lige er kommet til Oxford på et stipendiat, hans søster Kamma, der studerer i Indien og hans far, Saperseed Naipaul, der kæmper som journalist i Trinidad og drømmer om at blive forfatter.

Brevene er en gribende beretning om en fattig familie, der, splittet af oceaner, kæmper for at holde sammen og klare sig i verden. Bogen viser med al tydelighed, hvor meget skrivekunst telefonen har knust og som, trods rygter om det modsatte, ikke er kommet tilbage med e-mailen.

Brevene er så velskrevne, og oplevelserne så gribende, at de ofte virker som en roman. Mange af Naipauls fans vil sikkert læse bogen af nysgerrighed for at se, hvordan en af de store engelske forfattere var i sine allertidligste år. Disse læsere vil ikke blive skuffede, selv på dette tidlige stadie er selvsikkerheden og arrogancen over for mindre ånder åbenbar.

Endnu før han kommer til Oxford, viger Naipaul i breve til sin søster i Indien ikke tilbage for at kalde Jane Austen for den værste sladderjournalist, som kun blev kendt, fordi der ikke var dameblade dengang. Hårde ord, men Naipaul slår ikke en som en mand, der har tvivlet meget på egne evner.

I flere af brevene skriver han ubeskedent, at han føler sig sikker på at blive en stor forfatter - selv om han fik ret i det, virker det ikke overvældende sympatisk. Men han skriver allerede som 16-17-årig fremragende og med en naivitet og usikkerhed omkring sin fremtid, som får det til at virke friskt selv i dag.


Og den klare observationsevne, som har beriget læserne af Naipauls mange rejsebøger, findes også i hans breve. Undervejs til Oxford er han kortvarigt i New York og synes at, amerikanernes primære problem er, at de spiser for meget. »De spiser og spiser«, skriver han forbløffet om et fænomen også nutidige turister til USA kan nikke genkendende til.

Alt kommer under hans kritiske pen, selv Patricia Ann Hale, den pige han mødte i 1952 og senere giftede sig med. »Ikke dum og ikke helt uattraktiv« er den måde han præsenterer sin udkårne overfor sin far.

Men mest af alt er 'Between Father and Son' historien om en fattig familie i Trinidad, der kæmper for at overleve og samtidigt få råd til at uddanne de mange børn. Faderens kamp for at blive til andet og mere end journalist på Trinidad Guardian spejler sig i sønnens kamp for at blive bedre end sine medstuderende, trods deres meget bedre kår.

Mens studenterlivet i Oxford er forjættende, er det stødende at læse, hvordan den unge Naipaul kæmper for at overleve midt i overklasselivet. »Jeg var bogstaveligt talt fallit, vidste ikke hvor mit næste måltid ville komme fra. Men noget viste sig altid, typisk en ven«, skriver Naipaul hjem.

Socialt hæmmede fattigdommen også Naipaul. Han havde ikke råd til at byde sine medstuderende på drink og fik derfor få venner i Oxford.

Men pengeproblemerne og familiens øvrige genvordigheder tjener i virkeligheden kun som baggrund for skildringen af forholdet mellem far og søn. Mere end begyndelsen på historien om Naipauls succes er bogen et mindesmærke til faren, Saperseed Naipaul, en mand, der livet igennem satte sine forpligtelser overfor familien over sine egne litterære drømme.

Saperseed var kun i begyndelsen af 40erne, da Naipaul tog til Oxford, men gennem alle brevene virker han nærmest besat af en følelse af, at tiden løber fra ham. Den daglige kamp for at skaffe historier til avisen, penge til en vaskemaskine og nye hjul til bilen tapper ham for energi og håb.

Som brevvekslingen skrider frem, og Saperseeds helbred begynder at skrante, aner man langsomt, at han opgiver sine drømme, og overfører dem til sønnen, der med en uddannelse fra Oxford har de chancer, han aldrig havde.

Den unge Naipaul accepterer uden tøven det på mange måder tunge åg, og vi følger de to mænds kamp, faderens for at skrive lidt prosa i fritiden, sønnens for at leve op til begges drømme.


En af de mest gribende ting i bogen er, hvordan Saperseed er så åbenbart afhængig af sin søns konstante optimisme og forsikring om, at han skriver godt, og at det ikke er for sent. Naipaul forsøger hele tiden at muntre sin far op, f.eks. ved at fortælle om kendte forfattere, der først begyndte at skrive, eller i al fald fik succes, sent i livet.

Igen og igen opfordrer han sin far til at skrive, og hvis han ikke har nogen ideer, så bare trække på sine mange erfaringer fra Vestindien.

Men skæbnen ville det anderledes, Saperseed dør meget pludseligt i 1953 efter et hjerteanfald. Han dør efter kun at have offentliggjort en bog, 'The Adventures of Gurudeva', og som man læser hans breve, er det vanskeligt ikke at blive lidt forstemt over, at en så åbenbart talentfuld mand aldrig fik frihed til at skrive.

Naipauls telegram hjem siger det hele: »Han var den bedste mand, jeg kender. Jeg skylder ham alt. Vær stærke mine elskede«.

Bogen igennem føler man et tæt nærvær med Naipaulfamilien, og Aitken, Naipauls engelske agent som har redigeret og udvalgt brevene, fortjener stor ros for sin følsomme håndtering af materialet.

Brevene er samlet så gnidningsfrit, at man ofte føler mere, som læser man en egentlig roman snarere end en samling breve. Og endda en ukomplet samling, noget man kun rigtig lægger mærke til i forbindelse med det nervesammenbrud, Naipaul tilsyneladende fik på et tidspunkt i Oxford.

Der henvises til det i mange breve, men læseren får aldrig den fulde historie, selv om den helt tydeligt er blevet kommunikeret til Trinidad. Men det er på sin vis også bogens charme, fornemmelsen af at man kun får glimt af familiens liv, og derfra kan forestille sig resten.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu