Man er født for sent. Det tænker jeg tit, når jeg genser Brideshead Revisited og kan observere, hvor behageligt livet i Oxford var i begyndelsen af århundredet. Men også i 50erne var Oxford et rart sted at være, og det er i den verden, forfatteren V.S. Naipaul befinder sig i sin seneste bog 'Between Father and Son'. Bogen er en samling af breve mellem Naipaul, der lige er kommet til Oxford på et stipendiat, hans søster Kamma, der studerer i Indien og hans far, Saperseed Naipaul, der kæmper som journalist i Trinidad og drømmer om at blive forfatter. Brevene er en gribende beretning om en fattig familie, der, splittet af oceaner, kæmper for at holde sammen og klare sig i verden. Bogen viser med al tydelighed, hvor meget skrivekunst telefonen har knust og som, trods rygter om det modsatte, ikke er kommet tilbage med e-mailen. Brevene er så velskrevne, og oplevelserne så gribende, at de ofte virker som en roman. Mange af Naipauls fans vil sikkert læse bogen af nysgerrighed for at se, hvordan en af de store engelske forfattere var i sine allertidligste år. Disse læsere vil ikke blive skuffede, selv på dette tidlige stadie er selvsikkerheden og arrogancen over for mindre ånder åbenbar. Endnu før han kommer til Oxford, viger Naipaul i breve til sin søster i Indien ikke tilbage for at kalde Jane Austen for den værste sladderjournalist, som kun blev kendt, fordi der ikke var dameblade dengang. Hårde ord, men Naipaul slår ikke en som en mand, der har tvivlet meget på egne evner. I flere af brevene skriver han ubeskedent, at han føler sig sikker på at blive en stor forfatter - selv om han fik ret i det, virker det ikke overvældende sympatisk. Men han skriver allerede som 16-17-årig fremragende og med en naivitet og usikkerhed omkring sin fremtid, som får det til at virke friskt selv i dag.