Mennesket har for vane at tænke i rum. Tanken har vænnet sig til at fastholde det ubevægelige. Dens opgave synes at være at måle, beregne og forudse. Det har også lært at inddele og måle tiden og gjort naturen til noget mekanisk og beherskeligt. Intellektet har ambitioner om at stå over, komme før og kunne gribe praksis. Naturvidenskaben har ikke villet vide af varighed og har opfattet tiden som bestående af en række forsvindende øjeblikke uden udstrækning placeret på en tidslinie. Tiden blev tydet som et objektivt og målbart fænomen, knyttet til bevægelse i rum. I det homogene rum og i den kvalitetsløse natur blev tiden et fænomen, som vi alle skulle kunne være fortrolige med. Den franske filosof Henri Bergson (1859-1941) revolterer mod alle disse opfattelser. For ham har tiden kun virkelig væren i mennesket og ikke uden for det. Den virkelige tid er ensbetydende med den indre tid. Bergsons filosof er en dynamisk bevægelsesmonisme . Der er én og kun en substans. Alt føres tilbage til varigheden, jf. det franske ord durée, der angiver en proces. Ordret betyder durée 'det som er i færd med at vare'. Ofte oversættes det med varen på dansk. Mennesket gør sig erfaringer gennem hele livet, og dets personlighed er i hvert øjeblik et samlet resultat af, hvad det har gennemlevet. Vore bevidsthedstilstande er ikke kvantitative, men heterogene, kvalitative og ikke-målbare. Den virkelige virkelighed er åndelig. Bergsons filosofi er spiritualistisk og samtidskritisk. Varigheden er identisk med bevægelse og forandring. Den er ikke en tom og passiv, men en aktiv foregribende dimension ved livet. Bevægelsen og handlingen kommer før de stivnede begreber og intellektets ydelser. »I begyndelsen var handlingen ...«, kunne være Bergsons motto. Livets urkraft strømmer gennem menneske og natur, der begge udgør etaper i en udviklingshistorie og er resultater af livets iboende higen ( élan vital ) efter selvudfoldelse. Naturen er ikke skabt for menneskets skyld, og mennesket er ligesom andre organismer i naturen en vilkårlig frembringelse fra livets side. Naturens higen efter mere liv er nyskabende og fri. Da mennesket er en del af naturen, og naturen en del af mennesket bliver Bergsons filosofi biocentrisk og forpligtet. Kolstad skriver, at Bergsons etiske overvejelser førte ham til at sige, at vi må »behandle naturen som værens hjem«. I Bergsons metafysiske univers hænger al væren sammen, og han anser det for at være muligt, at der kan foregå en direkte kommunikation mellem alt som er til. Bergson gjorde i øvrigt sit til at påvirke international politik, og han var i kritisk dialog med samtidens kirkesamfund. Han var en vedvarende udfordring for tidens filosofiske og videnskabelige miljøer. Igennem 7 tekstnære kapitler foretager Kolstad sine tværgående læsninger af Bergsons værker. Læseren introduceres til den franske vitalists grundbegreber og egensindige tankeunivers. Kapitlerne betitles bl.a. tid og varighed, intuition og intellekt, mennesket og naturen og det skabende menneske. Da Kolstad føler sig hjemme i og er såre indforstået med Bergsons filosofiske univers bliver de aldrende vitalistisk-monistiske påstande ikke udfordret. 100 års sprogfilosofiske vendinger og vindinger bringes ikke i spil af Kolstad. Men hvad enten der måtte ønskes en dybere forståelse af den franske filosof Gilles Deleuzes (1925-1995) ambition om at skabende smidige og flydende begreber og dennes åbenlyse inspiration fra Bergson, eller måtte ønskes et udfordrende tidsfilosofisk møde mellem Kierkegaard, Heidegger, Sartre og Bergson, kan Kolstads kompetente og nøgterne bog anbefales på det varmeste. Irriterende er det dog, at bogen ikke er udstyret med et emne- og et personregister. I stedet bydes der på nogle meget righoldige noter, der indeholder guldgruber af informationer og idéer for dén, der agter at vove sig længere ind i Bergsons univers. Værket virker velredigeret og fejlfrit, men på s. 46 får den måbende læser at vide, at en Bergson-artikel blev optrykt igen i januar 1940 »noen dager etter Bergsons død«. Bergson døde i 1941.