Alderen kommer, men den går igen.
På et tidspunkt begynder den at fylde lidt for meget, men den mister samtidig sin betydning. En dame fortæller, hvordan hun midt i sit alvorlige handikap oplever større sanselighed og følsomhed, en slags frigørelse. Det lyder paradoksalt, at man kan sidde på sin lamme underkrop i en elkørestol og, mens den bruger sine 30 sekunder på at hæve sædet, fornemme et næsten saligt nærvær, en vis tidløshed. Den schweiziske filosof Alexandre Jollien, knap 40, født som spastiker, spæner rundt i haven efter sit femårs barn og kommer til at grine helt afsindigt i sit lykkelige tomrum – indtil sønnen bebrejdende siger: »Far, du må ikke grine, vi leger«. Sådan kan det opleves af mennesker, der er blevet tvunget til at finde liv, der hvor vi andre kun ser døde pletter. Det, der plager os mest, er tid. Vi har aldrig nok af den, den smutter ustandselig fra os, vi køber os til tid og kalder det fritid. Tid er penge, og det er derfor, vi aldrig slår den helt ihjel. Men nogen, som nu vores to livskæmpere ovenfor, skal altså tage sig tid.
