Sidste år anmeldte jeg en bog omkring hjerne og psykiatri, der som en vigtig konklusion havde den yderst tvivlsomme evidens for såvel forskellige terapier som diverse psykofarmaka. Materialet var nok i orden, men overbeviste mig ikke - for enhver ved, at en god - eller dårlig! - snak, oplevelse eller indsigt på rette tid og sted kan være afgørende, uanset om man tager sig betalt for det; ligeledes med psykofarmaka i en del tilfælde. Og når man refererer negativ statistik for praktiserende terapeuter, anfægter det dem da heller ikke det mindste. For akademiske skolepublikationer interesserer dem ikke. På den anden side må vi stadig spørge: Jamen hvis I er så sikre i troen, så må I jo have nogle gode grunde, som også vi andre kan respektere. Vi forlanger ikke 'naturvidenskabelige metoder'; kald gerne jeres grunde hvad fanden I vil - men fortæl os dog om dem, og alt skal blive godt. De negative undersøgelser kunne således bero på, at de fleste 'patienter' er useriøse og mange terapeuter uegnede. Men omvendt må vi også spørge: Hvis jeres terapeut A har så ypperlige resultater, beror det da ikke snarere på hans/hendes køn, duft eller person end på de teorier, de hylder udadtil, når de skal sætte ord på? For også terapeut Z er ypperlig, men bekender sig dog til en helt anden teori.
Vejene til sig selv er tågebelagte
Lyt til artiklen
