Fordi jeg siger det! Engang var dét et overbevisende argument, som kunne afgøre tvister om godt og ondt, rigtigt og forkert. Sådan er det ikke længere. Unge som ældre, ja selv skoleelever og små børn, svarer nu igen og afslører et magtesløst, ynkeligt fravær af autoritet hos enhver, der tyer til de engang så frygtede ord. Degneautoritetens henvisning til sig selv er tømt for overbevisende kraft, og i dag får kun den ret, som har det bedste argument. Sekulariseringen og individualiseringen slog Gud og traditionen ihjel, og vi står nu i den på en gang befriende og problematiske situation, at vi skal begrunde alting selv. Det har sat den enkelte fri, men identiteten og de fællesskaber vi færdes i, fra familien til samfundet, er samtidig blevet flydende, fordi alle regulerende og styrende selvfølgeligheder er opløst. Kan jeg da vide, hvordan jeg skal handle, eller må jeg forlade mig på følelser og intuition? Kun retten til at ytre sig er jo hellig, når alt er åbent for refleksion og forhandling. Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas hævder, at det netop kun er muligt at begrunde etik rationelt, når vi diskuterer rigtigt og forkert. I snart 25 år har Habermas arbejdet på en tidssvarende etik, som han kalder diskursetik. Det bærende princip heri er, at »kun de handlingsnormer er gyldige, som alle om muligt berørte, i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs, ville kunne opnå enighed om«. Habermas forfægter altså en såkaldt procedureetik uden nogen form for substans. Diskursetikkens eneste indhold er en procedure, som kan sikre enighed om substansen i en given, konkret etik. Ifølge Habermas kan den argumenterende, fornuftige og åbne samtale stifte etik, fordi det bedste argument har en forunderlig tvangsfri tvang, som integrerer samtalens deltagere i et kommunikativt fællesskab. Sandheden er således afløst af enighed, som altid kan betvivles og diskuteres. Diskursetikken er kort sagt en teori om hvorfor og hvordan denne enighed kan indtræffe. Argumenterne for diskursetikken, definitionen af dens begreber og udfoldelsen af dens implikationer fylder efterhånden tusindvis af sider skrevet på et snirklet tysk. Derfor er Anders Bordums bog, 'Diskursetikken og den positive selvreference' meget velkommen. Der findes allerede udmærkede bøger på dansk om Habermas, men Bordums er den første som har et strengt filosofisk og videnskabsteoretisk sigte.