Den amerikanske digter John Ashbery bliver ofte taget i ed som avantgardedigter; hans digte er som regel lange, og består af umiddelbart usammenhængende billeder og metaforer, der dog ofte i læsningen forekommer at hænge sammen på leder og kanter, og det er i disse nye leder og kanter, at poesien så at sige finder sted. I starten af 1990erne blev han bedt om at holde de årlige Charles Eliot Norton Lectures, og bogen 'Other traditions' er disse foredrag nedskrevet og bearbejdet. I stedet for, som en traditionel avantgardist, at forholde sig i modsætning til en tradition, skriver han positivt om, hvilke traditioner, han er inspireret af. Måske er det andre traditioner end de, der findes i antologier, men ikke desto mindre findes de. Han indleder med at beskrive, hvor umuligt det er for digteren at skrive om hvorfor og hvordan digtene bliver til. Dette hvorfor og dette hvordan må findes i selve digtet, og læses frem af læseren. I stedet for at gå ind på sin egen poetik, beskriver han derfor 6 andre digteres værk, det drejer sig om temmelig ukendte og ikke kanoniserede digtere; John Clare, Thomas Lovell Beddoes, Raymond Roussel, John Wheelwright, Laura Riding og David Schubert. Også disse digtere er som John Ashbery selv; poetiske og hermetiske, med en søgen efter det poetiske de steder, hvor skriften kommer til at ligne den måde vi tænker på, i stedet for at fremvise den. Og forstår man ikke digteren, kan man bare fejllæse dem, siger Ashbery; for det er også i læsningen, at poesien opstår.
Positive forelæsninger
Lyt til artiklen
