0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forsvarets marionetførere

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I efteråret 1986 anløb det danske fragtskib 'Erria' en polsk havn, formodentlig Swinoujscie. På kajen stod 27 containere pakket med våben - granater, miner, rifler, mortérkastere og semtex - til en samlet værdi af lidt over 2,2 millioner dollar, eller godt 19 millioner danske kroner.

Containerne blev stuvet om bord, og det danske skib satte herefter kursen mod Portugal, hvor skibets kaptajn havde fået besked på at hente endnu et par containere og derefter vente, indtil der blev givet grønt lys for videre sejlads mod rejsens endelige mål: Honduras i Mellemamerika.

Om klienten har kaptajnen sandsynligvis kun vidst, ganske lidt, han burde nok have set sin arbejdsgiver efter i sømmene.

Den amerikanske organisation, The Enterprise, der havde lagt bestillingen ind, var nemlig en forgrening af et sikkerhedspolitisk spil, som har sat sit præg på amerikansk udenrigspolitik siden den kolde krigs dage - og som ifølge den amerikanske journalist Ken Silverstein stadig gør det den dag i dag.

Men tilbage til det gode skib 'Erria'.


Den danske kaptajn vidste altså ikke dengang, at lasten var finansieret med overskuddet fra en anden våbenlast, som The Enterprise havde afsat til Iran.

Han vidste heller ikke, at våbenhandleren Georg Gerhard Mertins, tidligere dekoreret faldskærmssoldat i Det Tredje Rige og ven af Joseph Goebbels, havde indgået et samarbejde med Oliver North, og at hans skib nu var et væsentligt led i en såkaldt 'sort operation', som havde til opgave at forsyne Contra-rebeller med våben og ultimativt at destabilisere Nicaraguas venstreorienterede Sandinistregering.

Og at han befandt sig midt i det, vi i dag kender som Iran/Contra-skandalen.

Men før 'Erria' sejlede fra Portugal, aflyste Contra-rebellerne handlen, de havde ikke råd til at gennemføre den, og samtidig løftede den amerikanske Kongres sit forbud mod salg af våben til Contra-rebellerne.

Mertins fik nu alligevel overtalt CIA, en hidtil flittig arbejdsgiver, til at købe 'Errias' last, som så blev flyttet over på skibet 'Icelandic Saga' og omsider foræret til de nicaraguanske rebeller.

Silverstein skriver, ikke hvad der skete med den danske kaptajn, da affæren blev afsløret. Men Georg Gerhard Mertins er tilsyneladende stadig aktiv.


USAs forsvarsbudget rundede sidste år 280 milliarder dollar. Selvom den nye administration netop har afleveret et budgetforslag, som indeholder en relativt mindre stigning for det kommende finansår, så er investeringen i den amerikanske krigsindustri astronomisk meget højere end i nogen anden del af verden.

Der er næppe noget andet vestligt land, der siden Anden Verdenskrig har brugt næsten tre gange så meget på militærbudgetterne som på sociale ydelser.

Det er årsagen til dette militære overforbrug, Silverstein forsøger at finde i 'Private Warriors'. Ikke ved, som forskere, akademikere og journalister traditionelt gør det, at fokusere på det incestuøse forhold mellem forsvarsindustrien og Pentagon, men ved at se nærmere på de mere perifere personer, der er med til at forme amerikansk udenrigs- og forsvarspolitik uden for offentlighedens søgelys: de såkaldte private krigere.

Blandt de mere betydningsfulde af disse er den kreds af embedsmænd og intellektuelle, der siden Reagan-administrationen har fulgt i sporet af nuværende forsvarsminister Donald Rumsfeld og indgået i den republikanske højrefløjs næsten 20 år lange kampagne for et stjernekrigsprojekt og derefter det i dag så aktuelle nationale missilforsvar.

Blandt andre strammeren Frank Gaffney, leder og grundlægger af tænketanken Center for Sikkerhedspolitik i Washington.


Siden grundlaget for et stjernekrigsprojekt faldt til jorden i forbindelse med Sovjetunionens kollaps i 1991 har Gaffney været en af de mest betydningsfulde promovører af en ny pendant og et dertil matchende fjendebillede.

I 1996 viste en rundspørge, at kun tre procent af den amerikanske befolkning var 'bekymret' for landets sikkerhed.

Alligevel lykkedes det Gaffney at producere 'beviser' for en »stærkt stigende bekymring for landets sikkerhed«, der omsider fik Bob Dole til at sætte et nationalt missilforsvar som øverste prioritet i hans præsidentkampagne.

Det store gennembrud kom i 1998 med den såkaldte Rumsfeldrapport, der manede til samling overfor et nyt fjendebillede - de såkaldte Rogue States, eller slyngelstater.

På trods af stor opposition var Gaffneys og Rumsfeldrapportens paranoide argumentation så overbevisende, at demokraternes tidligere afstandtagen til et nationalt missilforsvar faldt til jorden. Året efter skrev Clinton under på, at et sådant forsvar skulle realiseres »så hurtigt, som det er teknisk muligt«.

Har man interesse for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er 'Private Warriors' absolut læseværdig, smækfuld af anekdoter og fortællinger om marionetmestrene bag forsvaret af Guds eget land.

For danskere er bogen desuden interessant, fordi den giver stof til eftertanke, når talen falder på Grønlands rolle i det amerikanske forsvarsprojekt, og om vi selv bør tage del i et sådant.