Som 23-årig udgav Hannah Arendt, årgang 1906, sin disputats om Augustins kærlighedsbegreb, vejledt af Karl Jaspers, elsket af Martin Heidegger og afsløret af Safranski i hans biografi om Heidegger fra 1994. Hvad har augustinsk kærlighed at gøre med den politiske filosofi, som skaffede Arendt berømmelse gennem hendes bøger om totalitarismes rødder fra 1951 og Eichmann i Jerusalem fra 1965? Dette centrale spørgsmål er kernen i den sprænglærde Haystrups sidste bog om Augustin. Resultatet er nu lidt skuffende, da Haystrup giver sig tilfreds med at opspore »Augustins influenser på Arendt« i ret spredte og ureflekterede bemærkninger. Det magre resultat går ud på, at Arendt tænker vertikalt, menneskesyn og næstekærlighed er afgørende for hendes syn på historien, eftersom kærlighed, caritas, er »fundamentet for alt menneskeligt samfund«. Javel. Eichmanns banale ondskab belyses ud fra Augustins idé om vanens magt, hvad angår den lave kærlighed, cupiditas. Vanen er »det evige i går uden fremtid«, siger Arendt. Haystrup har fin sans for, hvordan Arendt begynder som eksistensanalytiker i Heideggers ånd, men ender med at tage afstand fra dennes nihilisme, ja, formoder Haystrup, hun var i grunden en kristen.
Kærlig politik
Lyt til artiklen
