Det fornemme lille litteratur-tidsskrift 'Den blå ports' seneste, forsinkede nummer myldrer på sine blot 80 sider med fascinerende 'mod-monstre', som det kaldes, og nybelyste souvenirs fra hverdagslivet og litteraturhistorien. Blandt mod-monstrene kan man notere forekomsten af en dansk essay-debut for den amerikanske forfatter Thomas Pynchon, med en pudsig tekst fra 1984 om 'luddismen', dvs. en teknologikritisk indstilling, med ekkolod tilbage til Snows foredrag om 'De to kulturer', henvisninger til Horace Walpoles gotiske gyser 'The Castle of Otranto' (1764), en finurlig slentretur gennem den på samme tid berømte og ukendte polak Gombrowicz hovedværk 'Ferdydurke' ved Carsten Sestoft, og en vitaminrig såkaldt 'klynge'-sektion om digteren Gerard Manley Hopkins (1844-1889). På souvenir-siden kan man finde et fremragende og tæt komponeret nyt essay af Niels Frank om Johs. V Jensen og Seebergs trakasserier med kulturelle tendenser til religiøsitet og forloren 'åndelighed', med omdrejningspunkt i en rehabilitering af den måske kun tilsyneladende platte og smagløse souvenir som: »noget grundlæggende i alle menneskers forsøg på at orientere sig i tid og forsøg på at komme i berøring med tilværelsen«, et frejdigt lille digt af Lars Skinnebach om en ren skjorte og kaffedrikning, samt en god oversættelse af samme Hopkins berømte tekst om 'poetisk diktion' der i diskussion med Wordsworth fremstiller den såkaldte 'parallelisme' som lyrikkens essentielle evne. Isprængt denne buket er der dugfriske digte og et interessant interview med Charlotte Weitze. Som det måske vil fremgå, er sondringen mellem mod-monstre og souvenirs ikke knivskarp, og det kan da også være vanskeligt at udtyde den redaktionelle strategis overordnede kriterier for komposition, mest synes man at få indtryk af en energisk begejstring, der giver sig selv respit til at lade frodigheden af pointer og formuleringer og ærinder stritte i øst og vest. Selve numret bliver da i sig selv til en art mod-monster, lige som den løsrevne, store fod redaktør Moestrup omtaler forekomsten af hos Walpole (hvis fornavn ved en lapsus bliver til 'Henry'). Kombinationen af Lyngsøs tydelige interesse for poetologiske tekster, af f.eks. Valéry og som her Hopkins, med Moestrups sans for det let bizarre og humoristiske, samt så absolut nye eller let oversete digtere - der i øvrigt for en dels vedkommende har optrådt på den store lyrikfestival 'In The Making' denne uge - giver dog tidsskriftets fritvandrende storfod et egenartet præg, og et selvstændigt ståsted blandt mængden af danske fætre og kusiner, et sted på grænsen mellem det esoteriske og det formidlende, undergrund og overgrund, det elitært forfinede og det didaktisk åbnende, en dirrende, blå svingport.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























