Når vi skal afgøre tvister om kunst, litteratur, musik og andre æstetiske fænomener, ender vi ofte med at sige, at det er smag og behag, som stifter uenighed, og at dét i øvrigt ikke kan diskuteres. I dag er de øjne, der ser eller læser, og de ører, der hører, ofte psykologiserede og ude efter en terapeutisk effekt. Og lystens og følelsens dom er inappellabel. Derfor skal ingen heller nedvurdere det, vi tilfældigvis synes om. Hvis man vil kvalificere sine øjne og ører for at overskride sin umiddelbare, private bedømmelse (hvilken man ikke skal fornægte, som regel er den blot utilstrækkelig), så kan man lære meget af den århusianske idehistoriker, Dorte Jørgensen, som allerede demonstrerede skarp, reflekteret bedømmelse i bogen 'Den blå blomst (1997)'. Året forinden udgav hun 'Aber die Wärme des Bluts' (som er på dansk), hvori hun revitaliserede æstetikken som sensitiv, anskueliggørende erkendelse. 'Skønhedens metamorfose' er egentlig et forstudie, og for læseren en introduktion, til en kommende bog om den erfaringsmetafysik og -fænomenologi, som er Jørgensens filosofiske position og metode. Den nye bog er imidlertid et helstøbt værk, svimlende godt og enestående i dansk idehistorie. 'Skønhedens metamorfose' har den klassiske afhandlings komposition. Indledningsvis fremstiller Jørgensen sine begreber og teser, og her hævder hun for det første, at æstetikken som filosofisk disciplin er blevet fattig fordi den har marginaliseret spørgsmålet om en sand æstetisk erkendelse, og for det andet at al æstetik er udtryk for en såkaldt guddommelighedserfaring. Dette begreb dækker en erfaring af sammenhæng og betydning af guddommelig karakter, som ikke afhænger af Guds nærvær eller dét guddommelige. Og det er erfaringen af dette 'noget' eller 'mere', som giver kunstværket, virkeligheden og tilværelsen skønhed. Æstetikken er blot ét udtryk herfor, og klassisk metafysik og religiøsitet har ifølge Jørgensen også sin oprindelse i denne universelle, overhistoriske erfaring.