Som så mange andre har jeg ofte lyst til at kvæle Anne Larsen og hendes fedtangste korstog, fordi endimensionaliteten i hendes budskab minder mig om, hvilken forkvaklet madkultur hun lukrerer på - og holder i cirkulation. Men også fordi hendes tankegang har kropsidealer i kølvandet, som de færreste kan mønstre, men som nemt undergår fatale fordrejninger inde hovedet på pubertære småpiger, hvis kroppe helt normalt buler ud de 'forkerte' steder. Det var derfor med en vis forventning, at jeg kastede mig over Anderssons og Nilsens 'Modvægtsbogen - fedt nok!', der hævder at være så fed, at dens tilblivelse krævede et forfatterpar af en vis størrelse. Og de er ikke bare to store norske forfattere, deres initiativ er også sjældent i skandinavisk sammenhæng. Men hvad stiller man op med en bog, der søler alle sine væsentlige pointer så grundigt ind i venindesolidariske tilkendegivelser, at de forsvinder mellem to irritable panderynker?
Hjælpeløst
Lyt til artiklen
