0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den nøgne virkelighed?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Virkelighed som kosmos' store bog, virkelighed som socialitet, omverden og menneskelige relationer, virkelighed som historiens vingesus, virkelighed som mening og essens og symbolernes kraft, virkelighed som nulpunkt og intethed«, skriver Anne-Marie Mai i det andet bind af Danske Digtere i det 20. århundrede.

Hun fortsætter med at angive virkelighedens mange positioner i yderligere ni linjer endnu, men det vil føre for vidt. Virkeligheden kan åbenbart være hvad som helst.

Hun har udvalgt generationen af store danske digtere fra 1940 til 1970 til at være virkelighedsskildrere »midt i virkelighedens udfordring«.

Om dette emne handler hendes velskrevne afslutningsessay, som er en strømlinet tidsanalyse af efterkrigsperioden, hængt til tørre på de danske forfattere, som er blevet til vor generations forfattere - vores mere eller mindre samtidige vidner.

Basalt må man sætte et spørgsmålstegn ved Anne-Marie Mais sammenfattende analyse og tiltro til virkeligheden som den afgørende motiverende faktor for forfattergenerationen efter krigen.

Det er indlysende, at krigen og efterkrigen kom til at spille en vældig rolle for mange af tidens digtere. Men der var også kunstens tredje mulighed, som mange af Heretica-skribenterne formulerede det - et standpunkt, som kan sammenfattes i Bjørn Poulsens Heretica-replik:

»Kunsten skal forløse virkeligheden i en kultur, som ikke længere har nogen bærende tanke«. Der var med andre ord i hvert fald mange virkeligheder at forholde sig til - der var ideologikritik, ungdoms- og kvindebevægelse, politisering og opbrud fra den hjemlige verden.

Det var udviklingen af velfærdssamfundet og den tvetydige afsked med gamle normer, som fulgte på opbruddet. Virkeligheden - jo, men hvilken? Sammenfattende må jeg sige, at virkeligheden ikke er det begreb, man ville vælge.


Måske snarere opbruddet - og den interne konflikt. Hvad skulle en klassisk digtende Tove Ditlevsen (født 1917) sige til attituderelativisten Hans-Jørgen Nielsen (født 1941), eller til galningen Johannes L. Madsen (født 1942) - ham med digtsamlingen 'nedspildt spruttende syre', som lovprises af Lars K. Bukdahl?

Hvad sagde Frank Jæger (født 1926) i sine sidste, meget ensomme år til modernismen, som var løbet af med hans virkelighed?

Hvad ville Anders Bodelsen (født 1937) sige til sin konkurrent Klaus Rifbjerg - ja, hvad sagde han faktisk i den fremragende, skinsyge roman 'Straus'? Hvorfor gik han (hårdt, måske også forkert sagt!) simpelt hen i stå i begyndelsen af halvfemserne? Fordi hans virkelighedsbillede nød fremme?

Sjældent, tror jeg, har vi set en generation af danske forfattere, som var så meget i indbyrdes konflikt og strid. Det sælsomme ved perioden er ikke så meget de danske forfatteres helt forskellige opfattelse af, på hvilken måde 'virkeligheden' skulle forløses - men den omstændighed, at de levede - lever - i ganske forskellige verdner. Først og fremmest deres egne.

Meget kan der siges om Georg Brandes og gamle Vilhelm Andersens udsagn om litteraturen som kommentar til livet, men helt ueffen er den forklaringsmodel nu ikke.

Måske kommer man ikke vidt omkring med gamle dages universitetslærdom om værket som en krystal, hugget ud af tidsbillede og personlige biografiske omstændigheder - men man kommer da et stykke vej.


Her trækker jeg vejret og begynder på det vigtigste: at rose værket. Det er lykkedes Anne-Marie Mai at finde de rigtige - ofte relativt ukendte - skribenter til at skrive om de rigtige forfattere.

Mange af forfatterne er udvalgt efter skribentens særlige smag og ønske - det gælder f.eks. den førnævnte Johannes L. Madsen, som vi måske ikke kender, men som den jævnt hen udskældte kritiker Lars Bukdahl gør spændende.

Andre er med, fordi det må de være. Det gælder for eksempel Tove Ditlevsen, hvis liv var helt afgørende for hendes kunst - Marie Lund Klujeff virker ikke ligefrem megainspireret.

Men hvem, der er kommet med, er selvfølgelig også redaktørens endelige valg - her er Hans Lyngby Jepsen, som døde i år, for eksempel udeladt, ligesom mange af tidens lyrikere, selv om perioden netop var karakteriseret ved et lyrisk overskud af de sjældne.

Blandt dem, jeg decideret mangler, er også Hans Scherfig, hvis 'Forsømte forår' udkom i 1940, og hvis 'Frydenholm' kom i 1962 - men han kan måske være med i et andet bind - det er lidt uklart, hvem der egentlig står hvor.

Og hvornår det bind så udkommer?. Vi fik sidste år 'nutiden' (fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt), og til næste år udkommer 'fortiden' (fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen).

Er Scherfig fortiden, og har vi ham så til gode? Er Poul Henningsen fortiden? Vil det vise sig, at han ikke var virkelighedsfikseret? Og ikke reagerede på efterkrigen i Danmark??


Hvad skal man kræve af det gode forfatterskabsportræt? Den almindelige læser vil gerne have noget mere at vide, end det hun vidste, og synspunkter som udvikler og former ens syn på forfatterskabet.

I den henseende er Peter Christensens portræt af lyrikeren Morten Nielsen helt eminent fortræffeligt.

Han gør opmærksom på, hvordan digtene af Morten Nielsen forhindrer læserens forståelse af krigstiden i at stivne og stagnere.

Morten Nielsen »viser tillid til, at digtet kan begribe det meningsløse og det ubegribelige«, og han både udpeger og hudfletter sin rolle som digter - den strid, der med Thorkild Bjørnvigs ord er dilettantens hovedpude og artistens hovedpine.

Også kapitlerne om Anders Bodelsen (Per Krogh Hansen) og om Henrik Stangerup er glimrende - det sidstnævnte skrevet af skandinavisten på Amsterdams Universitet, Henk van der Liet, som giver fanden i eventuelle fo