Virkelighed som kosmos' store bog, virkelighed som socialitet, omverden og menneskelige relationer, virkelighed som historiens vingesus, virkelighed som mening og essens og symbolernes kraft, virkelighed som nulpunkt og intethed«, skriver Anne-Marie Mai i det andet bind af Danske Digtere i det 20. århundrede. Hun fortsætter med at angive virkelighedens mange positioner i yderligere ni linjer endnu, men det vil føre for vidt. Virkeligheden kan åbenbart være hvad som helst. Hun har udvalgt generationen af store danske digtere fra 1940 til 1970 til at være virkelighedsskildrere »midt i virkelighedens udfordring«. Om dette emne handler hendes velskrevne afslutningsessay, som er en strømlinet tidsanalyse af efterkrigsperioden, hængt til tørre på de danske forfattere, som er blevet til vor generations forfattere - vores mere eller mindre samtidige vidner. Basalt må man sætte et spørgsmålstegn ved Anne-Marie Mais sammenfattende analyse og tiltro til virkeligheden som den afgørende motiverende faktor for forfattergenerationen efter krigen. Det er indlysende, at krigen og efterkrigen kom til at spille en vældig rolle for mange af tidens digtere. Men der var også kunstens tredje mulighed, som mange af Heretica-skribenterne formulerede det - et standpunkt, som kan sammenfattes i Bjørn Poulsens Heretica-replik: »Kunsten skal forløse virkeligheden i en kultur, som ikke længere har nogen bærende tanke«. Der var med andre ord i hvert fald mange virkeligheder at forholde sig til - der var ideologikritik, ungdoms- og kvindebevægelse, politisering og opbrud fra den hjemlige verden. Det var udviklingen af velfærdssamfundet og den tvetydige afsked med gamle normer, som fulgte på opbruddet. Virkeligheden - jo, men hvilken? Sammenfattende må jeg sige, at virkeligheden ikke er det begreb, man ville vælge.