0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ukrænkelige frihed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sig navnet: Brian Barry. Sig det igen. Og gentag det så for en sikkerheds skyld. Det kan nemlig meget vel tænkes, at den hæderkronede professor i statskundskab og filosofi fra Columbia University i New York går hen og bliver en central person i debatten om integration, etnicitet og kulturelt fællesskab.

Barrys nye værk 'Culture & Equality', som kombinerer akademisk analyse med politisk teoridannelse, er en bidende kritik af nogle af de konsekvenser, som liberal passivitet og eftergivenhed kan medføre i dagens multikulturelle samfund.

Derved minder den ikke så lidt om Allan Blooms opsigtsvækkende bog 'The Closing of the American Mind' (da.'Historien om Vestens intellektuelle forfald') fra 1987.

Blooms tese var i grove træk, at den vestlige kulturkreds havde udviklet en ligegyldighed og åndelig immunitet over for menneskehedens evige spørgsmål.

Den manglende nysgerrighed havde medført et gradvist tab af åbenhed og dermed en svindende kritisk fornemmelse for hvad, der er godt og ondt i indretningen af samfundet.

I stedet var ifølge Bloom trådt en glansløs relativisme, der ikke evnede at skelne mellem forskellige kulturer og værdier, men anså alt for lige gyldigt eller 'relativt lige godt'.

Bortset fra at Barry er væsentlig mere liberal end den kulturkonservative Bloom, deler de den opfattelse, at kulturrelativismen har kronede dage, og at den må bekæmpes her og nu.


Her sætter Barry ind med sit tunge arsenal af analyser og eksempler. Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en bog til fornøjelig adspredelse.

Man skal sidde oprejst med tungen lige i munden. Det er en tung sag, hvor Barry i vidtstrakte passager går i clinch med nogle af sine mere prominente kolleger, f.eks. Charles Taylor, Will Kymlicka og Bhikhu Parekh.

Hvis ikke man er intimt bekendt med deres teorier (hvilket undertegnede ikke kan bryste sig af), er det måske begrænset, hvad man får ud af disse ganske omfattende diskussioner.

Men man forstår dog, at Barry kritiserer dem for at have medvirket til faneflugt fra oplysningens kardinalprincip om individets ukrænkelighed ved at lancere populære relativistiske begreber som 'multiculturalism','politics of difference' og 'politics of recognition'.

Barry er ikke modstander af kulturel pluralisme, men når han bl.a. vender sig så kraftigt imod de ovennævnte forskere, er det fordi, han opfatter deres tanker som uheldige bidrag til en skadelig sammenblanding af moralsk relativisme og essentialistisk gruppetænkning.

Det er tanken om lighed mellem forskellige kulturer, som Barry finder problematisk. Netop deri består den kulturelle relativisme. I stedet ønsker Barry sig en usvækket liberal standard, som er ens for alle.

Denne standard for kulturel lighed skal ikke vurderes på gruppeniveau, men på individplan. Skal man overhovedet hævde, at alle kulturer er lige, skriver Barry, må det som udgangspunkt være, fordi de pågældende individer, som indgår i kulturerne, er ligestillede med hensyn til visse basale liberale principper.

Det gælder de rettigheder, som skal beskytte »alle individer imod undertrykkelse, udnyttelse og påførelse af skade«.

Det er med det normative sigte for øje, at Barry ikke så meget som rømmer sig, når han erklærer, at højtravende »fraser om kulturel diversitet og pluralisme under ingen omstændigheder kan tillades at overgå de basale liberale rettigheder«.


Culture & Equality' gennemstrømmes af den forestilling, at de kulturer, som respekterer individets rettigheder til frivilligt og frit at indgå i eller udtræde af et givent kulturelt fællesskab, er mere værd end de, som fornægter deres medlemmer denne rettighed.

Det er liberalisme med næb og kløer, en politisk filosofi, der hævder ligheden, men ikke ligemageriet.

Tolerancen i en liberal stat medfører ikke en offentlig anerkendelse af illiberale normer, men at individer tilkendes retten - om de vil - til at leve i overensstemmelse med illiberale normer, men de skal samtidig sikres retten til at træde ud af dette fællesskab, når de måtte ønske det.

Derfor lægger Barry stor vægt på, at interne gruppenormer aldrig må få forrang for retslige normer. De sidste er nemlig til for at tilvejebringe den højeste grad af upartiskhed til almenhedens bedste.

Tilhængerne af den relativistiske mangekulturalisme begår den fejltagelse, at de forveksler individets rettighed til at indgå i forskellige fællesskaber med en offentlig anerkendelse af disse fællesskaber. Individets ret til at vælge frit skal respekteres, men ikke nødvendigvis selve genstanden for dette valg.

Tilsvarende gælder det, skriver Barry, at man i forsvaret for den liberale rettighedstænkning må være særlig opmærksom på de individer, hvis opførsel eller orientering strider mod normerne inden for en intolerant kulturel minoritet.

Det kan derfor ikke nytte, at man i misforstået sympati med muslimer som en etnisk minoritet stiller sig op og medgiver, at det selvfølgelig er problematisk, at de f.eks. ikke kan acceptere homoseksuelle, men »man må forstå, at sådan er deres kultur«.

Den type udsagn er ifølge Barry i bedste fald ignorante, i værste fald direkte undergravende for idealet om et flerkulturelt fællesskab.


De kulturer - enten de er politiske, religiøse, etniske eller sociale - som ikke anerkender upartiskhed, risikerer at blive diskrimineret af den politiske liberalisme, fordi de pågældende ikke har accepteret oplysningens centrale idé om almenmenneskelige vilkår og retfærdighed. Men det er diskrimination, når den er mest velfortjent.

Kampråbet lyder herefter: Er I med os eller imod os? Os er i denne sammenhæng alle, der betingelsesløst bekender sig til en universalistisk form for rettighedspleje for det enkelte menneske.

Det er ikke det mindst ringe budskab i en tid, hvor splittelsens demagoger på begge sider af de religiøse og etniske skillelinier søger at ophidse til ilddåd.

Med Barry ved hånden går skillelinien nemlig mellem tolerance og intolerance, ikke mellem kors og halvmåne, Vest eller Øst. At forskellen så ligger i disse brydninger er lige præcis det, kampen for universelle rettigheder handler om.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.