I dag udkommer første bind af det med spænding imødesete værk om dansk udenrigspolitiks historie. Første bind begynder med 700-tallet, hvor der med årtiers mellemrum er en notits i udenlandske kilder om danske konger, og slutter med Christian IV's gennemorganiserede stat, hvor bjerge af papir gør det muligt at følge forløbet i de mindste detaljer. I en kort indledning anfører værkets redaktører, at det har været magtpåliggende at lægge »et moderne og bredt udenrigspolitikbegreb til grund for forskningen og fremstillingen og dernæst at stramme den traditionelle diplomatiske historie op med bl.a. offentligheds- og opinionsaspektet, udenrigsøkonomi, militærhistorie samt ideologi- og kulturhistorie«. Hermed er der lagt afstand til den traditionelle snævre diplomatiske historie. Den brede forståelsesramme betyder imidlertid, at vi kommer til at mangle nogle begrebsdefinitioner. Det kommer til udtryk i Esben Albrectsens kyndige, men traditionelle behandling af middelalderen. I den analytiske ramme er det moderne machiavellistisk farvede statsbegreb knyttet til rationelt tænkende aktører. Men er det moderne statssubjekt (Danmark) overhovedet en relevant analytisk kategori, når det drejer sig om middelalderen? Giver det mening at tale om 'nordisk politik' i 1100-tallet? Og hvornår bliver et røvertogt til udenrigspolitik?
På røvertogt i udenrigspolitikken
Lyt til artiklen
