Det er klogt af Helle Stangerup at kalde sin overdådigt udstyrede bog om borddækningens kulturhistorie for en samling skitser fra perioden fra år 1500 til i dag. Det bedøver forventningen om en bred, sammenhængende historie om, hvordan vi har spist og serveret i fem hundrede år. Det vil her sige fra den tyske maler Jerg Ratgebs udlægning af den hellige nadver ud fra tidens begreb om en passende opdækning, hvor brødskiver tjener som tallerkener og gaflen var ikke taget i brug, mens glas og pokaler er i skønneste form, til vor dronnings frokostbord på Marselisborg. Helle Stangerup er kommet vidt omkring i billedkunst og litteratur, som belyser emnet. Selvfølgelig kommer Brillat-Savarin på bane som forfatteren til 'Smagens fysiolologi', men den franske dommer og politiker, der var medlem af den grundlovgivende forsamling i 1789, beskrives som mesterkok. Han kunne vist ikke lave en skefuld mad, men han kunne smage og skrive. Bag bogens pragtfulde ydre befinder sig en rapsodisk række nedslag i bordkulturen, som man kan finde langt mere udtømmende beskrevet talrige andre steder, måske bedst i den amerikanske forfatter Margaret Vissers to bøger 'Much Depends on Dinner' og 'The Rituals of Dinner' fra henholdsvis 1986 og 1991. De er til gengæld uillustrerede. Helle Stangerups hensigt er en anden end den sociologiske. Hun fokuserer overvejende på Danmark i 'Tidens bord', men slutter dog af med et stort billede af Salvador Dali, udstyret med et citat af H.K.H. Prins Henrik, der leverer bogens mest folkelige sentens, nemlig H.K.H.'s svar på pressens spørgsmål om, hvordan man holder på et glas: »Det er lige meget, bare man drikker af det«.