0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Af og til

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forskellene på de tre genrer pressefoto, kunstfotografi og billedkunst, der benytter sig af foto, kan være svære at skue. Selv for den indviede. De bevæger sig alle tre inden for et spektrum, hvor man i den ene ende har en forpligtelse til at skabe billeder af verden og i den anden en bestræbelse på at skabe billeder til den.

Men da begge ender af spektret som oftest er til stede i alle tre genrer, kan det være svært og nogle gange unødvendigt at skelne.

Det er da også ofte kun de respektive sammenhænge, som fotografierne indgår i, der afgør, om de tilhører den ene, anden eller tredje kategori. Om de f.eks. er lavet til en avis, et magasin, en fotobog eller en galleriudstilling. Medierne har hver sine traditioner, som udstikker vejene mellem fotografen og hans motiv.

Mest tydeligt er det for pressefotografen, der skal fortælle en historie. Det ser man i selv de usædvanlige pressebilleder som dem, der findes i 'Årenes pressefoto'. Hvert år siden 1974 har danske pressefotografer deltaget i konkurrencen om årets pressefoto.

Det er herfra, udvalget er lavet, og den byder på gode billeder i en ligegyldig bog, der ukoncentreret præsenterer bredden af emner og stilarter blandt Danmarsk ypperste pressefotografer.

Her er de, når de stiger over deres almindelige nyhedsformidlende, historiefortællende funktion. Lige fra det afgørende øjebliksbillede af en politisk spændt situation på Vestbredden til det helt arrangerede interviewportræt.

I det første tilfælde gælder det for fotografen om at være på rigtige tid og sted; i det andet om at arrangere sit 'offer', så det træder i karakter (- eller uheldigvis i karikatur). I praksis synes forskellen på to vellykkede billeder i hver kategori dog uanselig.

Det er ofte de samme formelle æstetiske forhold og den samme fornemmelse for en 'historie på spidsen', der afgør, om et pressebillede er blevet godt. Men, og det gælder især inden for pressefotografiet, der er stor moralsk forskel på, om billedet er taget af verden eller verden er blevet arrangeret til billedet.

Også selv om det 'rigtige' billede på det 'rigtige' tidspunkt alene i sit uendelig lille udsnit af alle de mulige billeder kan være en lige så stor eller endog større manipulation end det arrangerede foto.

Pressefotoet er forpligtet på at give billeder af verden, men når det er bedst, bliver det også til den. Billeder, der kan ændre verden, især og oftest i politisk henseende. Men i denne bog, hvor alle billeder er lige store og falder umusikalsk uden pause, uden rytme, bliver det hele lige meget. Verdenshistoriske og personlige dramaer reduceres til anekdoter ved den manglende redigering.

Forelsket i Indien
Rejseskildringen er ligeledes en kategori, der lægger vægten på at skabe billeder af verden. Kai Lindgren bringer os fra geografien over faunaen til menneskene ind i et Indien, der stråler og funkler i betagende kulørt lys som Imperiets juvel.

Det er et kolonialistisk blik, der afsøger f.eks. værdigheden i en kvindeskikkelse, der gennem vand bærer en kolossal krukke i en fletkurv på hovedet. De smukke fattige mennesker, deres dramatiske og farverige liv. Der er begejstring over hele linjen, og Indiens turistminister (om landet har en sådan) kunne ikke ønske sig bedre reklame.

Her er alt såre smukt og fotogent, og alle billeder har titler, der enten er faktuelle eller understreger fascinationen. Den forarmelse og fattigdom, der er en uomgængelig del af Indien, fotograferer Lindgren, så det ikke er lidelsen, men styrken og viljen, der bryder gennem linsen. Det er umådelig smukt. Et homogent og eventyrligt land. Hvert eneste billede kunne være et postkort. Mange vil blive højstemt af den slags billeder. Undertegnede blev forstemt.

Flyvsk æstetik
Yann Arthus-Bertrand tager billeder, mens han hænger ud af en flyvemaskine. Han ser det hele lidt fra oven. Og det kunne man tro, gav et forfriskende perspektiv på tilværelsen. Han hylder Jordens ydre kulørte mangfoldighed og begræder dens skrøbelighed.

De mange luftfotografier ledsages som udstødning fra en flymotor af samvittighedsfulde tekster, der på den ene side hylder Jordens skønhed, på den anden beklager dens tilstand og mulige forfald. Ak.

Dette her er billeder tænkt til verden. De skulle forandre vores bevidsthed. Men ved at fremvise den formelle skønhed i motorvejsudfletninger i Los Angeles, jordskælv i Tyrkiet, flodmundinger i Venezuela bliver alt fra storhed til lidelse reduceret til det samme dekorative ornament. Det er mønstret, farven og distancen, der hersker i disse billeder.

Det kan være godt med et overblik af og til, men indlevelsen og forståelsen for forskelle forsvinder, når man ikke er i hovedhøjde med begivenhederne. Havde intentionen blot været at fremvise den formelle skønhed, havde det været kynisk, men kønt, men med teksternes samvittighedsrøg oveni bliver både skønheden og menneskene gidsler i Arthus-Bertrands romantiske forestilling om én verden.

Skotland
Fotorejser kan gøres med en helt tredje kameraindstilling. Den eminente krimiforfatter Ian Rankin skriver i sit forord til den unge danske Christoffer Regilds skildring af Skotland, at »Han vidste ikke, hvad han ville finde«.

Den åbenhed kan være nødvendig for at kunne fravriste verden et billede, der ikke bare er en kliché over den forestilling, man i forvejen bærer på om stedet. Nu skal man selvfølgelig ikke være så naiv at tro, at man kan udslette sine fordomme.

Og der er ingen tvivl om, at også Regilds billeder af Skotland er nøje udvalgt. I en dynamisk blanding giver han os et væld af billeder af det moderne multietniske dagligliv, af den moderne kulturs indvirken på den traditionelle skotske.

Detaljer fra ikkesteder som en finger, der hviler i et togvindue, mens landskabet suser forbi. De lidt for mange (og lidt for moderigtige) rystede rusbilleder fra ungdomsfesten, der kunne foregå hvor som helst i Vesten. Og så et godt øje for farvestrålende motiver i uanselige omgivelser. Og det er her, den har sin styrke.

Regilds rejsebog viser altid også noget andet, selv når den nationale kliché (som på en gang er Skotlands varemærke og forbandelse: kilt, sækkepibe, whisky og storslået natur) byder sig til og bryder ind i billedet.

Tag f.eks. bogens afsluttende allegoriske blitzbillede af en kvinde i joggingsko, der må dukke sig i skjul bag kystværnet, da en brænding slår ind over hende.

Her forenes et moderne billedsprog med romantikkens dyrkelse af den farlige natur, med foranderligheden i fokus får vi et pludseligt indblik i evigheden. Det er et billede til verden om dens skønhed.