0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ole Rømer og livets tøven

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ole Rømer, dansk astronom og embedsmand, levede et videnskabeligt set tragisk liv. Som student blev han i 1660'erne involveret i arbejdet med at færdiggøre den store Tycho Brahes efterladte observationer til trykning.

Det var sandsynligvis her, han traf sit livs beslutning. Han ville videreudvikle mesterens arbejde med den nye tids metoder og instrumenter, primært kikkerten, og han ville beskrive solsystemet med uomstødelige kendsgerninger. En strålende livsopgave for en spirende forsker i 1600-tallet.

Han havde det held at blive opdaget af en besøgende fransk astronom, der inviterede ham til det nyetablerede Kongelige Franske Videnskabernes Akademi i Paris.

I 10 år arbejdede han i et seriøst fællesskab med tidens fremmeste forskere, både videnskabeligt med astronomi, og praktisk med bl.a. design af vandpumperne på det nyopførte slot i Versailles.

Gennem nogle raffinerede iagttagelser af Jupiters måner beregnede Rømer sig frem til lysets tøven, det forhold at lys bruger tid til sin udbredelse, hvilket var et omdiskuteret spørgsmål på den tid. Hans ry som en lovende ung europæisk videnskabsmand befæstedes.


Men ved kong Frederik III's hof fik man nys om den dygtige dansker. Han blev kaldet til et professorat ved Københavns Universitet, hvad der efter alt at dømme ikke bekom ham vel.

Snart efter sin hjemkomst blev han af kongen sat til at lede eller bistå en række store opgaver for almenvellet: en mål- og vægtreform, en kalenderreform, møntreform, sanering og kloakering i byen, udbedring af havn og vandveje.

Han blev i skiftende perioder udnævnt til rektor for universitetet, kancelliråd, højesteretsdommer, politimester, borgmester. Han var sin tids effektive ingeniør og leder med fremragende forhandlingsevner, og jo mere han udrettede, jo mere blev han sat til.

Forskning levnede de mange hverv ham ikke megen tid til. Han indrettede sit hjem i St. Kannikestræde med et par kikkerter, blev direktør for Rundetårns observatorium og fik endelig i moden alder sit eget observatorium i Vridsløsemagle.

Men »de maritime og jordiske gøremål forstyrrer de himmelske«, skrev han i et brev. Gennem hele livet var han, måske af tidsnød, dårlig til at få publiceret sine iagttagelser, og de fleste af dem gik efter hans død op i lys lue i Københavns brand i 1728.

I sit testamente beskriver han dem således: »Mine Astronomische observationer, som Jeg altid hafver æstimered ofver alt det Jeg hafver eyed i verden«.


Hans liv er en opvisning i forskerens klassiske konflikt mellem det at hengive sig til den rene erkendelsessøgen og at bidrage til sin samtid. I sin gigantiske indsats for den almindelige københavners livsvilkår og boligforhold skabte han resultater som få, men det er tvivlsomt, om han oplevede sit liv som nogen succes.

Hvad ville der være sket, hvis han som Tycho Brahe var stukket af fra Danmark for at forfølge sin egen videnskabelige mission? Ville han have gjort storslåede opdagelser og beriget menneskeheden fremover? Eller ville det blot være et egotrip, der havde hæmmet hans egentlige fortjeneste, at bringe hovedstaden og landet et kæmpeskridt fremad i velstand og velfærd?

Det er evigt gyldige spørgsmål, også for vores tid, men vi kan kun gisne om deres svar, for de efterladte tekster rummer ikke meget til oplysning herom.

Per Friedrichsen og Chr. Gorm Tortzen har gjort et strålende stykke arbejde med at samle, redigere og oversætte de fleste af Rømers afhandlinger, megen korrespondance samt mange andre dokumenter til belysning af hans embedsførelse, således at vi nu for første gang har en slags samlet udgivelse af Rømers produktion.

Den over 700 sider store og smukt tilrettelagte bog rummer desuden en fyldig biografi, oversigt over Rømers skitser og planlagte udgivelser, en ikonografi og meget andet videnskabeligt mundgodt. Det er forskning af den klassiske skuffe, der holder sig på måtten og ikke giver os meget mere, end der snævert står i kilderne, men vi siger nu tak alligevel.


En lille populær bog om Rømer, udgivet i Polyteknisk Forlags fine serie 'Ideernes bagmænd', vover dog lidt mere og stiller fire gode fortolkende spørgsmål om Rømers liv og virke: Hvorfor var det netop Ole Rømer, der opdagede, at lyset tøvede? Misbrugte kongen ham? Hvorfor publicerede han så utrolig lidt? Hvordan var han som menneske?

Spørgsmålene besvares sobert og uden de store armbevægelser. Blot det at de stilles, kan tjene som inspiration for andre biografer, specielt i disse tider med en relativt vigende interesse for naturvidenskaberne blandt de uddannelsessøgende.

Skal de unge bide på krogen, skal vi ind under huden på de store forskere og fornemme deres personlige og eksistentielle kampe med videnskaben - og ikke bare nøjes med de halvlunkne rester, som deres offentlige liv og publicerede dokumenter udgør.