0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Terror og giftgas

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som ironikeren Erich Kästner skrev i 1930: »Det er en stor tid, vi lever i, og den bliver større og større for hver dag«. I maj 1933 var den blevet så stor, at Kästner så sine egne bøger blive fyret af under nazisternes 'spontane' bogbrændinger.

Jamen, kan man holde ud at læse mere om den tid? Ja, heldigvis er interessen igen stigende, ikke mindst blandt unge. Kan der stadig siges noget nyt om Det Tredje Rige? Ja, mon ikke. Yngre historikere graver med nye skeer og ser med nye briller, men der dukker også ukendte nøgledokumenter op - som disse erindringer af journalisten Sebastian Haffner.

Han begyndte på dem i London i 1938, men blev afbrudt ved krigsudbruddet i september 1939. I 1954 vendte han hjem til Berlin, og da han døde som 92-årig i 1999, dukkede manuskriptet op. Bogen vakte opstandelse i Tyskland, og godt at vi også får den på dansk. Det er hårrejsende og uforglemmelig læsning.


Det store paukeslag for Haffner og hans generation var Første Verdenskrig. Selv var han syv, og hans hypotese er, at for talrige drengeårgange blev krigshysteriet sæden til nazismens massepsykose. Nederlaget blev overkompenseret med hævnfantasier, og fra 1918 kan selv den 11-årige høre de tidsindstillede bomber tikke. Han fik ret: frikorpsenes vold, ungdomsforbundenes terror mod jøder og 'unationale' kammerater og det patriotiske sportshysteri blev forvarsler om det større galehus.

Det er en eminent analyse af 20'ernes 'dødedans', hvor inflationen fremkaldte bølger af selvmord og politiske mord - plus verdensfrelsere og 'helte' af alle aftapninger, fra demagogen Hitler til »det nye biceps-aristokrati« af boksestjerner. Det er vittigt skrevet, bortset fra at det ikke er spor morsomt. Bag den groteske kehraus lurer et kynisk og - mener Haffner - ærketysk fantasteri efter det utopisk umulige.

De dæmoniske kræfter sov rævesøvn i socialdemokraten Gustav Stresemanns epoke 1924-29, men måske var der for megen småborgerlig kedsomhed? Fra 1930 accelererede »den voldelige dumhed« med mord, overfald og tumulter i rigsdagen. Nazister hetzede mod amerikanisering, jøder og »artsfremmede undermennesker« som »pakket fra øst«, og ved chokvalget i september 1930 sprang partiet fra 12 til 107 mandater. Skiftende kriseregeringer opløste rigsdagen, indskrænkede forfatningen og pressefriheden, og Haffner viser, hvordan halvdiktaturet, der skulle beskytte den nye republik mod diktaturet, tværtimod førte lige i favnen på det.

Det er ikke nyt, men det er sjældent klart beskrevet. Det samme er jordskredet fra januar 1933, da nazisterne fik magten. Pludselig er det utænkelige en realitet. Hitler med den pinlige »alfonsfrisure« og stil, hentet i smudslitteraturens underverden, er rigskansler. De skingre trusler fra hans »epileptiske« taler er officiel politik.


Haffner selv er 25 på dette tidspunkt, velopdragen søn af det liberale borgerskab, og han viser, hvordan miljøets klassiske politiske kategorier er ude af stand til at fatte det ufattelige. Mange forskanser sig i arrogant optimisme og tror, at de brune amatører snart er færdige, eller at vestmagterne vil standse Hitler ved en præventivkrig, støttet af en samlet eksilregering af Hitler-modstandere. Hvor naivt! sukker Haffner.

Som pæn, kølig jurist i embedsmandslære er han utrænet i at sno sig i et diktatur, men han lærer at smutte ind i porte for ikke at skulle heile for fanerne - eller få bank for at lade være. Fra sidelinjen iagttager han, hvordan republikken i ekspresfart forvandles til et totalitært regime med statsiscenesat tortur og pogromer, mens volden overdøves af festfyrværkeri, fakkeltog og marchmusik i døgndrift.

Haffner beskriver klapjagten på oppositionen efter rigsdagsbranden 27. februar 1933, ud fra for længst forberedte proskriptionslister, men den egentlige revolutionære fase, det apokalyptiske ragnarok, daterer han til tiden fra marts 1933, da rigsdagen med to tredjedels flertal gav Hitler ubegrænsede beføjelser til arrestationer, husundersøgelser, brev- og telefonkontrol, mens hundredtusinder indmeldte sig i Partiet. Det historisk enestående ser han i, at regimet krydser to typer revolutionær terror, der 'normalt' afløser hinanden: den 'spontane' blodrus og den officielt organiserede grusomhed.

S.A.-stormtropperne agerer på én gang hævnlysten pøbel og hjælpepoliti. Som en dag i Köpenick, da en fagforeningsmand skyder to S.A.ere i selvforsvar. Han og hans sønner bliver hængt på stedet, og næste nat møder S.A.-kompagniet op og myrder alle socialdemokratiske partimedlemmer i Köpenick. Udadtil bedyrer regeringen, at den nødvendige udrensning foregår humant og ublodigt. Rygterne om terror kaldes jødisk bagvaskelse, og det bliver påskud til boykot af jødiske butikker, advokater og læger under parolen Jøde krepér!


Haffner viser, hvordan alt vendes på hovedet, så tyve og mordere optræder i uniform, mens værgeløse ofre behandles som forbrydere. Systematiske razziaer afslører 'statsfjendtlige elementer', upopulære embedsmænd afskediges for 'nationalpolitisk upålidelighed', tusinder af politikere og intellektuelle sendes til 'genopdragelse' i de nyoprettede koncentrationslejre.

Enkelte vender tilbage, hvidhårede og skræmt til døde. Andre er 'skudt under flugtforsøg'. Atter andre bliver 'ausgebürgert', dvs. frataget deres statsborgerskab som 'folkeforrædere', eller forsvinder sporløst, ligesom kritiske bøger og blade forsvinder. Haffner viser også, hvordan regimet opbygger kalkuleret frygt ved at gøre det strafbart at tale om overgrebene.

Midt i det gyldne efterår 1933, hvor plakater melder om henrettelser for 'højforræderi', har Haffner løbet linen ud, selv om han ikke er jøde. Alt er permanent krigstilstand og trøstesløs uvirkelighed. Han har mistet venner og familie og indhentes af statens krav. Hvis han ikke vil i lejr for ideologisk skoling af unge jurister til 'folkedommere', må han flygte med en veninde til Paris, mens det endnu er muligt.


Her slutter manuskriptet, alt for abrupt, for man brænder efter at vide, hvordan han slap ud og endte i London. Men de 230 sider, der er, er enestående. Sebastian Haffner er lige fremragende som journalistisk iagttager, som politisk analytiker og som fortæller, og bogen er en sjælden krydsning af autentisk dokument og reflekterende beretning. Den er på én gang skrevet tæt på dramaet, med en vrimmel af nye og bevægende detaljer, og set i nogle års perspektiv.

Han kalder det beskedent en »tilfældig og privat historie« om en anonym mands ulige duel med en hensynsløs stat, men ligesom Thomas Mann inden for romanen får han ved at fortælle ærligt om sig selv fortalt sit lands mest centrale historie - og om at opleve den på sin krop. Hvad han beretter om familie, om studiegrupper, der revner, om kærlighed, der kuldsejler under pres, er alment og perspektivrigt.

Det er historien om kampen mellem 'det nye Tyskland' og det ægte Tyskland. Om hvordan den såkaldt 'nationale genrejsning' og 'folkefødsel' blev til psykopatisk vanvid og nationalistisk »onani« - hans eget ord. Det er en analyse, jeg ikke kender magen til, af den mentale proces, hvor en grådig diktaturstat ensretter alt og som giftgas trænger ind i privatsfæren og den enkeltes sjæl.

Haffner afdækker den »psykopatologiske proces« i samspillet mellem frygt, festrus, massepsykose, fejhed og virkelighedsflugt, der ender i 66 millioner tyskeres både individuelle og kollektive kollaps. Han påviser de vigtigste typer reaktionsmønstre fra »normalt medløberi« og »konjunktursindelag« - sikke et ord! - til kyniske djævlepagter, glidningen fra angst til tilpasning, flugten ind i pervers selvopgivelse, selvbedrag og indre eksil - som i nazilitteraturens biedermeieridyller. Bogen er et hovedværk til forståelse af diktaturets socialpsykologi.


Haffner stiller også 10.000 mark-spørgsmålet: Hvorfor brød den gamle retsorden og det civilisatoriske system så rask sammen, inklusive magtapparatet, fra Reichswehr til det såkaldt republikansk-sindede politi? Hvorfor gik de velorganiserede og bevæbnede socialdemokrater og kommunister ikke til modstand? Hvorfor underskrev det borgerligt-katolske centrum og de tysk-nationale deres egen dødsdom?

Det barske svar er: forræderi, fejhed, mangel på civilcourage. Kommunisterne var »får i ulveklæd