0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det største menneske i Downing Street

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nylig kårede BBC Winston Churchill til 'den største englænder' i historien - foran Shakespeare, lord Nelson og Newton. Måske skal man ikke lægge for meget i den slags deklarationer, men noget siger det dog om denne bulldogs myteskabende kraft.

Om nogen forstod Churchill selv at skrive sin 'historie', og mange har fulgt op. Først og fremmest Martin Gilbert i den officielle biografi på hele otte bind. Det første og delvist det andet dog skrevet af Randolph Churchill - Winstons velskrivende og talentfulde journalistsøn, hvis karakter og politiske dømmekraft ikke stod mål med hans ambitioner.

Den bedste biografi er måske skrevet af en af Churchills mangeårige venner, Violet Bonham Carter, der var datter af hans første regeringschef, H.H. Asquith, og hvis version udkom i 1965 (også på dansk).


Til rækken af biografer slutter sig nu den tidligere britiske finans- og indenrigsminister samt EU-kommissær Roy Jenkins, der for få år siden udgav en højt berømmet skildring af en anden af giganterne i Downing Street, William Gladstone.

Hovedkilderne for den lidt pompøse Jenkins, der selv først udfoldede sig i Arbejderpartiet og siden blev en af stifterne af sammenslutningen af liberale og socialdemokrater, er Martin Gilbert, Churchills egne bøger og en lang række dagbøger af kyndige iagttagere. Fra og omkring Anden Verdenskrig især Harold Nicolson og lord Alanbrooke, hvor den endelige version udkom sidste år.

Nyheder skal man altså ikke forvente at finde hos den velskrivende Jenkins, men i kraft af sine mangeårige erfaringer som politiker bringer han visse nye vurderinger, dog færre end man kunne forvente.

Sin begejstring for hovedpersonen skjuler han på ingen måde. I panegyriske vendinger hylder han Churchill, som han trods »alle hans idiosynkrasier, svagheder, lejlighedsvise barnagtigheder, men også hans geni, sejhed og udholdende evner, ret eller uret, succes eller manglende succes ser som større end livet, som det største menneskelige væsen, der nogensinde har boet i Downing Street 10«.

Unægtelig en kanonisering, foretaget af en ellers rimelig nøgtern biograf, der har været tæt på en række af efterkrigstidens britiske premierministre, dog aldrig Churchill selv.


Churchills eftermæle kan henføres til ét årstal: 1940. Det er konstateret utallige gange før, men det bliver det ikke mindre rigtigt af: Uden Churchill var Anden Verdenskrig blevet afsluttet i foråret 1940.

Endda blev han udelukkende premierminister, fordi udenrigsminister Halifax savnede modet, da muligheden bød sig. Churchill blev så at sige Neville Chamberlains efterfølger på afbud. Kun i kraft af Churchills stædighed og kampvilje fik Halifax som udenrigsminister heller ikke held med sine efterfølgende forslag om at indgå en fredsaftale med Hitler via Mussolini.

Med sine uforlignelige taler, som Jenkins sammenligner med formuleringer i de græske tragedier, sikrede han, at briterne holdt ud på et tidspunkt, hvor Stalin samarbejdede med Hitler, og hvor Roosevelt holdt amerikanerne ude af krigen. I historiens bakspejl en ufattelig viljesakt, som ikke kunne tilskrives militær styrke, alene følelser formuleret gennem ord.

»Til trods for de chok og de spændinger, hver dag bragte, undlod jeg ikke at bruge de 12-14 timer i koncentreret tænkning, det er nødvendigt for i original form at kunne formulere 10.000 ord om et omfattende og mangesidigt emne«, berettede Churchill senere.


På et vist tidspunkt udeblev han fra et regeringsmøde. »Han sidder blot og skriver en tale«, noterede en fremtrædende embedsmand forarget i sin dagbog. Som mange af hans kolleger før og senere forstod han ikke ordenes betydning. Det gør Roy Jenkins til gengæld, som flere gange undrende må spørge, hvordan Churchill overhovedet fandt tiden til at samle disse mængder af ord uden brug af ghostwriter eller spindoktor.

Da sejrene begyndte at komme, blev alliancen mellem de tre partnere, USA, Sovjetunionen og Storbritannien, styrkemæssigt forvandlet til et samarbejde mellem to og en halv med briterne i den halves rolle. Det svækkede naturligvis Churchills muligheder.

Ikke desto mindre tilskyndede han igen og igen Roosevelt til at tænke langsigtet, men den amerikanske præsident havde som den ledende general på vestfronten, Dwight D. Eisenhower, kun én ting i hovedet: sejren. Hvem, der besatte hvad, var underordnet. Det gav Josef Stalin mulighed for fuldt ud at udnytte sit militære potentiale og flytte, hvad Churchill senere kaldte 'Jerntæppet', unødigt langt mod vest.


Tilsvarende var det Churchill, der i sin anden periode som premierminister (1951-55) stærkere end nogen anden statsmand erkendte truslerne fra den nye brintbombe, men igen svigtede amerikanerne, og for Eisenhower, der nu var præsident, var bomben bare et våben på linje med andre nye våben.

Churchills politiske løbebane startede så tidligt som i 1900, da han blev konservativt medlem af Underhuset. Senere skiftede han til de liberale og fik et tæt samarbejde med den senere premierminister, Lloyd George, om, hvad vi i dag vil betegne som velfærdspolitik.

Den venstreorienterede historiker og samfundskritiker, Beatrice Webb, blev imponeret af ham og mente, at han havde et større intellekt end Lloyd George, og som menneske fandt hun ham mere tiltalende.

Som flådeminister før og i starten af Første Verdenskrig er hans navn især knyttet til Dardaneller-kampagnen med landsætning af soldater for at sætte et nyt pres på Tyskland og Østrig. Churchill søgte, hvad han kaldte et alternativ »til at tygge pigtråd i Flandern«, hvor en halv million britiske soldater blev begravet. Strategisk var kampagnen genialt set, men udførelsen blev katastrofal og kostede Churchill ministerposten.


Efter Første Verdenskrig blev han igen konservativ, og som finansminister blev han bl.a. ansvarlig for, at Storbritannien vendte tilbage 'til guldet', dvs. en opskrivning af pundet.

Egentlig var han imod, men presset af det økonomiske og finansielle establishment - bortset fra økonomen John Maynard Keynes - lod han sig efter nogle måneder overtale til at følge henstillingen med heraf følgende negative virkninger for den britiske konkurrenceevne.

I 1930'erne var han uden for regeringen - en outsider, som ifølge disse års stærke mand, Stanley Baldwin, nok havde uendelig mange talenter, men totalt var blottet for dømmekraft og visdom. I 1938 opfordrede Churchill regeringen til at meddele tyskerne, at hvis de satte en fod i Tjekkoslovakiet, ville der omgående blive krig.

»Vi kan være venner med tyskerne, men der kan aldrig være venskab mellem britisk demokrati og nazistyret«, mente han. Men han blev skudt til side af Baldwins afløser, Neville Chamberlain.

Churchill var en statsmand med udprægede artistiske talenter, som han foruden som skribent og oratoriker brugte til at udfolde sig som maler. En politikertype, der næppe ville få en tilsvarende magtposition i vore dages tv-æra, hvor det er vigtigere at foregive end at være og især at mene noget (se bare på Tony Blair).

Her ville han dele skæbne med Harry Truman i USA, der formidlede Marshall-planen og Nato i efterkrigsårene og blev en af de store amerikanske præsidenter.


Chefen for den britiske forsvarsstab under en stor del af Anden Verdenskrig, den nøgterne lord Alanbrooke, der ofte var stærkt irriteret på Churchill, fordi han blandede sig i de militære dispositioner, skrev i 1941 i sin dagbog:

»Han er det mest vidunderlige menneske, jeg har mødt, og det er en kilde til uophørlig interesse at studere ham og efterhånden forstå, at der fra tid til anden træder sådanne menneskelige væsener frem på jorden - menneskelige væsener, som rager op over alle andre«.

Denne storhed trænger også igennem i Roy Jenkins' monumentale biografi. At han ikke i tilstrækkelig grad formår at formidle Churchills humor, må man så leve med. Tilbage sidder spørgsmålet: Hvordan giver vi igen mulighed for om ikke nye Churchiller, så i hvert fald nogle, der på tilsvarende vis formår at forene indsigt, handlekraft, mod og konsekvens i den politiske metier.

Sammenligningen ufortalt ville for eksempel herhjemme en nutidig 'Jens Otto Krag' ikke have en chance.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce