0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Putin var altid en rigtig guttermand

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ruslands præsident Vladimir Putin var en rigtig vildbasse og »ulydig« i det ellers strengt autoritære skolesystem, som han voksede op i.

Det fortæller Putin selv i journalisten Oleg Blotskijs bog: 'Vladimir Putin: En livshistorie', ugens mest omtalte bog i Rusland. Den går som varmt brød og kaldes i Putins hjemby, Skt. Petersborg, ved det i sovjettiden så kendte begreb »deficit«, mangelvare.

Det er det første af bebudet tre bind om præsidenten og dækker perioden fra Putin fødes i 1952 til han indrulleres i KGB i 1970'erne, baseret på interviews med Putin selv, familiemedlemmer, lærere samt skole- og sportskammerater.

Bogen starter imidlertid i nutiden på en regnvåd kirkegård i Skt. Peterborg 21. maj år 2000. Den fattige svigerdatter til Tamara Pavlovna, der netop er begravet, græder over, »at der ikke er nogen som helst mulighed for at rejse en mindesten over hende«.

Hun sender et brev til »Moskva, Kreml, V.V. Putin«. Og så har vi forbindelsen i en tårepersende historie. »Hun var Deres første lærerinde! Kan De huske det og hjælpe?«, hedder det i brevet. Og mindestenen når at blive rejst for Pavlovna til »lærernes dag«.

Aldrig bange for nogen
Bogens vej til Putins barndom går helt fra begyndelsen af 1700-tallet. Putin siger, at slægtshistorie er en slægtning »meget bedre til«, og han fortæller så løs.

Meningen synes at være at vise, at Putin er rundet af mange generationers arbejdsomme bønder. Bedsteforældrene på moderens side var velhavende storbønder, der havde undgået Stalins »udslettelse af kulakkerne«, men blev dræbt »da krigen nåede til deres landsby«. Det er uvist, om det var af tyskerne eller »af vores egne«, siger Putin.

Han kalder sig et barn af »gadernes jungle« i det daværende Leningrad og siger, at hans ønske om at gå ind i KGB blev skabt af patriotiske film.

Putin mindes et slagsmål, som han rodede sig ind i og tabte, endnu før han kom i skole. Nederlaget lærte ham »tilbageholdenhed og respekt for andre«, siger han. Der meldes ikke om flere tabte slagsmål, men heller ikke om tilbageholdenhed.

Læreren, Vera Gurevitj, husker, at »han kæmpede som en tigerunge«. Skolekammeraten, Viktor Borisenko, at han ikke veg tilbage for at udfordre ældre og stærkere børn. »Han var aldrig bange for nogen«.

Ifølge Putin lærte han samme kampfilosofi i KGB som i Leningrads gader. »(...) når det sker, må man fortsætte, som var der ingen vej tilbage og du må kæmpe til den bitre ende. Den regel lærte de mig i KGB, men jeg havde lært det meget tidligere i min barndoms slagsmål«.

At han allerede i gymnasietiden søgte ind i KGB, der henviste ham til jurastudier først, er blandt det, som Putin også fortalte til en interviewbog, efter at han blev fungerende præsident nytårsaften 1999. Den bog var fin propaganda for ham op til præsidentvalget i marts 2000.

Ikke på bestilling
Blotskij afviser den udbredte opfattelse, at hans bog også er et bestillingsarbejde for Kreml. Putin var »meget forbeholden«, siger han. Men præsidenten kan kun være tilfreds med beskrivelsen af den charmerende vildbasse, en rigtig guttermand med stor respekt for forældrene, som gode børn jo har, og altid hjælpsom.

Og Blotskij beskriver Putins kone Ljudmilla som de fleste russere helst ser hende. »En meget beskeden, ordentlig og ukunstlet kvinde« i en »virkelig lykkelig familie«.

Blotskijs næste Putin-bog: 'Vladimir Putin: Vejen til magten' kommer ifølge forfatteren »om cirka tre måneder«.

Første bog i serien er en letlæser, hvis man altså kan noget russisk, i enkelt og mundret sprog. Ret svulstig med Putin som den faktisk mest beskedne om Putins herligheder fra barnsben.

Men den er stærkt underholdende med en del nye oplysninger om rammerne omkring Putins opvækst. Kendskab til de omgivelser, mener forfatteren, er en forudsætning for at forstå Ruslands præsident, og han håner i bogens indledning internationale iagttagere uden historisk ballast til at forstå personen Putin.

Kremls ny lukkethed
Historiske forudsætninger har Hans Wilhelm Steinfeld, forfatter til bogen: 'Frihedetens bitre tiår' imidlertid rigeligt af, efter sammenlagt over 12 år som Norges Radio, NRKs korrespondent i Moskva og tidligere studieophold i Sovjetunionen samt en legendarisk evne til at møffe sig frem, hvor det sker.

Steinfeld mindes bl.a. Putin som en, der engang serverede kaffe for ham under et af NRKs mange besøg i begyndelsen af 90'erne hos Anatolij Sobtjak, borgmesteren, der gav Leningrad navnet Skt. Petersborg tilbage.

»Under en af de samtaler kom Sobtjaks assistent ind og skænkede kaffe. Han hed Vladimir Putin. Dengang var han stort set kun betroet at stille mikrofoner op til Sobtjaks pressekonferencer«.

Mens fokus som regel er på Putins KGB-baggrund, bringer det spændende nyt, at Steinfeld gør meget ud af at beskrive hans tid hos Sobtjak, der spillede en afgørende politisk rolle under kupforsøget imod Gorbatjov i august 1991.

»I denne sammenhæng skal det drages frem, at den unge assistent, der kom til Sobtjak fra KGB, stod last og brast med sin borgmester i disse frihedens skæbnedøgn for Rusland. Midt under selve statskuppet 20. august 1991 skrev Putin sin formelle afskedsbegæring til KGB«.

Forstod ikke hvad der skete
Men Putin vidste alligevel ikke rigtig, hvad der ramte hans land. »Det er interessant, at Vladimir Putin åbent indrømmer, at han ikke havde nogen særlig føling med den udvikling, der havde ført hans samfund ind i den dybeste isolation siden Stalins skrækvælde i 1930'erne«.

I KGB »opnåede han aldrig at vise sig værdig til tjeneste vest for Jerntæppet. Det blev til omkring fire år i Dresden (...). Putin fortæller selv at processen, som førte til både Berlinmurens fald i Tyskland i november 1989 og til den forstærkede frigørelsesproces hjemme i Sovjetunionen, var noget, som han havde dårlig føling med og som han ikke forstod«.

Steinfeld minder om »ondsindede aviskommentarer«, som at Putins første handling, da han blev præsident, var at troppe op i det gamle KGB-hovedkvarter og sige: »kammerater, opgaven er udført«.

Ifølge Steinfeld er det politiske klima under Putin et stort tilbageskridt fra de første frihedsår under Jeltsin: »Graden af åbenhed i russisk politik lå dengang lysår foran dagens situation«.

Blandt de store styrker ved Steinfelds bog er en indgående beskrivelse af »det dårlige selskab« for Putin i Kreml. Bogens præsentation af de centrale personer i de sidste ti års politiske kamp giver en enestående baggrund for at forstå det, som netop sker nu.

Det gælder f.eks. oligarkerne, Vladimir Gusinskij og Boris Beresovskij som kongemagere og siden Kremls fjender i kampen om kontrol med medierne, der netop har ført til lukning af TV 6, den sidste uafhængige landsdækkende tv-kanal.

Grumme langt til demokratiet
Med grundige beskrivelser af Kursk-katastrofen og dens konsekvenser, elendighederne i Ruslands Fjerne Østen, »civilisationssammenbrud«, krigen i Tjetjenien og alle »fortidens skygger« giver Steinfeld også et klart billede af, hvor langt der er igen, før Rusland kan kaldes et demokratisk retssamfund.

Det er velgørende i en tid med international tendens til at vende det blinde øje til millioner i fortsat nød af hensyn til alliancen imod terror med Putin.

Det er en hvæsende veloplagt bog, som Steinfelds mange tidligere om Sovjetunionen og Rusland, ofte med forfatteren selv tæt på dramaernes hovedpersoner. Men det er ikke name dropping , for han har været tæt på uendeligt mange i magtens svingdøre i Rusland.

»I afslutningen af denne bog kan historien om Aleksej måske afsløre mere om frihedens bitre tiår i Rusland end nogen konkluderende analyse«, skriver han og fortæller en grum historie om Aleksej, der sammen med en medpolitiaspirant tager en pige med op på stop.

To dage efter arresteres de, fordi pigen, datter af en højtstående politimand, ikke er kommet hjem. Langvarig elektrotortur tvinger Aleksej til tilståelse. Statsadvokaten nægter at tro, at det var under tvang, så Aleksej kaster sig ud af et vindue efter fornyet tortur og brækker ryggen.

Pigen vender hjem efter en lang soldetur. Udøverne af torturen er siden blevet forfremmet, mens Aleksej ingen erstatning eller oprejsning har fået.

»Hvis bare nogen i Rusland havde haft kræfter og motiv til at tage Aleksejs tragedie frem i lyset. Men der er så mange lignende tragedier«, slutter Steinfeld.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu