Situationen i teatret dengang, for 125 år siden, minder lidt om tilstanden i dansk film i dag. Der var indtrådt en forskydning inden for tidens dominerende dramatiske form. En del udenværker var fejet til side, vægten skulle herefter ligge på skuespillerens kunst. Der var kort sagt opstået et nyt scenisk dogme. Men ingen havde rigtigt sat ord på det endnu. En etiket havde det ny godt nok fået. 'Realisme' var slagordet, og Brandes havde sagt, at det bestod i at sætte problemer under debat. Men det var ikke bare det, enhver kunne se, at det også drejede sig om mere. Der var også dukket en ny måde op, som bare ingen, heller ikke den store Brandes, rigtig havde fundet ord for. Så kom der en fløs på 20 fra provinsen, der kunne. Da han var 22, var der allerede avisartikler nok til en hel bog, og året efter endnu en. Det er disse to bind Sten Rasmussen har samlet til et og forsynet med noter, under udfoldelse af den omhu, der kendetegner Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgaver.
Dogmekritikeren uden dogmer
Lyt til artiklen
