0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ubestemmelige stemme

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når man læser, især når man læser poesi, kan man af og til have fornemmelsen af at lytte til en særlig stemme. Det er ikke digterens stemme, som man kunne opleve den i en oplæsning; det er tekstens egen stemme.

Den kan sjældent lokaliseres til bestemte ord; stemmen er overalt og ingen steder, den klinger gennem den tavse tekst som den måde, ordene henvender sig til én på. Den måde, digtet modificerer det sagte på.

Stemmen er sprogets gestik, den er de bevægelser og forskydninger, der ledsager udsagnet for at nuancere og i nogle tilfælde ligefrem modarbejde det: Pauser f.eks., dvs. tegnsætning og linjebrud; men også udeladelser, selvrettelser, præciseringer og andet.

Det er denne svært definerbare stemme, Birgitte Steffen Nielsen går efter i sin bog om Sveriges store modernistiske digter, Tomas Tranströmer. 'Den grå stemme - stemmen i Tomas Tranströmers poesi' hedder bogen - med stammende stemme.

Op gennem de fleste af modernismens (og den ledsagende litteraturteoris og -kritiks) faser har billedsproget ellers stået som det centrale moment i poesien, og Tranströmer er blevet betragtet som en klassisk modernistisk digter, en metaforens mester. Det er det forhold, Nielsen vil ikke gøre op med, men nuancere.


I receptionen af Tranströmers værk har man oftest opfattet denne digter som en opmærksom og saglig observatør som ved hjælp af koncentration og intense sansninger aftvang tingene et udsagn, fik verden til at tale. Denne forløsningsfigur lægger Nielsen afstand til:

»Det er ofte først i koncentrationens sprække, distraktionen, at digtet kan fremskrive det næsten umærkelige og diffuse erfaringsskred, som jeg mener finder sted i mange af Tranströmers digte«.

Nielsen forsøger altså at vise, at der også er noget i Tranströmers digte, som modificerer eller ligefrem modarbejder billeddannelserne. Dette noget er stemmen, som altså egentlig er en modstemme, en grumset støj, der slører de klare billeder.

At stemmen som begreb næsten er ubestemmeligt, har ikke skræmt Nielsen, som når langt i sin indkredsning af fænomenet, både generelt og specifikt hos Tranströmer. Nielsen bruger et par gange ordet postdekonstruktivistisk, og det kunne også betegne hendes egen position:

'Post' - for så vidt som Nielsen heldigvis er hinsides den gamle dekonstruktions grænseløse mistro og enerverende modlæsning, men stadig 'dekonstruktiv', eftersom Nielsen interesserer sig for uafgørligheder og flertydigheder i teksten.

At bogen er lidt mangelfuldt argumenteret i de teoretiske detaljer, og at der af og til er rester af akademisk støv på Nielsens egen stemme, bærer man over med.

For bogens store styrke er dels de mange lydhøre nærlæsninger - som ofte indkredser stemmefænomenerne ved hjælp af klassiske retoriske begreber - og dels en grundlæggende god videnskabelig nysgerrighed:

Det er de konstituerende træk i Tranströmers poesi (og i poesien i det hele taget), Nielsen er ude efter, intet mindre, og det er velgørende ambitiøst og meget stimulerende, også selv om man ikke er enig i det hele.

Den svenske litterat Horace Engdahl og hans bog 'Beröringens ABC' er den altafgørende inspiration for Nielsens arbejde med 'stemme'-begrebet, og Engdahl sanktionerer Nielsens værk i et forord - hvilket er generøst, eftersom Nielsen bestemt ikke er ukritisk i forhold til sin svenske inspirator, hvis værk behandles i et kapitel for sig.

Også 'Östersjöar' - som Nielsen betragter som Tranströmers hovedværk - vies et særligt kapitel.


Det samme gør Tranströmers haikudigte - som forlaget Arena meget behændigt udsender samtidig med Nielsens bog. 'Haiku 1959-2001' rummer en nyskrevet haikusuite i ti dele, og det er lidt af et scoop, at et dansk forlag kan trykke den som de første (skønt dele af den dog har været trykt før).

Derudover består den lille bog af haikudigtene fra digtsamlingen 'Sørgegondolen' (1996) og af en serie på ni haiku fra 1959, som først dukkede op for nylig og blev udgivet i Sverige sidste år.

Tranströmer behersker den vanskelige haikugenre bedre end nogen dansk digter, jeg kender til. Han overholder naturligvis reglen om, at haikudigtets tre linjer skal have fem, syv og fem stavelser (hvad den danske, i øvrigt præcise oversættelse ikke hver gang har kunnet), men finder derudover næsten hver gang en præcis og skøn, sanselig detalje, på én gang flygtig og evig.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce