Når man læser, især når man læser poesi, kan man af og til have fornemmelsen af at lytte til en særlig stemme. Det er ikke digterens stemme, som man kunne opleve den i en oplæsning; det er tekstens egen stemme. Den kan sjældent lokaliseres til bestemte ord; stemmen er overalt og ingen steder, den klinger gennem den tavse tekst som den måde, ordene henvender sig til én på. Den måde, digtet modificerer det sagte på. Stemmen er sprogets gestik, den er de bevægelser og forskydninger, der ledsager udsagnet for at nuancere og i nogle tilfælde ligefrem modarbejde det: Pauser f.eks., dvs. tegnsætning og linjebrud; men også udeladelser, selvrettelser, præciseringer og andet. Det er denne svært definerbare stemme, Birgitte Steffen Nielsen går efter i sin bog om Sveriges store modernistiske digter, Tomas Tranströmer. 'Den grå stemme - stemmen i Tomas Tranströmers poesi' hedder bogen - med stammende stemme. Op gennem de fleste af modernismens (og den ledsagende litteraturteoris og -kritiks) faser har billedsproget ellers stået som det centrale moment i poesien, og Tranströmer er blevet betragtet som en klassisk modernistisk digter, en metaforens mester. Det er det forhold, Nielsen vil ikke gøre op med, men nuancere.
Den ubestemmelige stemme
Lyt til artiklen
