0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ubestemmelige stemme

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når man læser, især når man læser poesi, kan man af og til have fornemmelsen af at lytte til en særlig stemme. Det er ikke digterens stemme, som man kunne opleve den i en oplæsning; det er tekstens egen stemme.

Den kan sjældent lokaliseres til bestemte ord; stemmen er overalt og ingen steder, den klinger gennem den tavse tekst som den måde, ordene henvender sig til én på. Den måde, digtet modificerer det sagte på.

Stemmen er sprogets gestik, den er de bevægelser og forskydninger, der ledsager udsagnet for at nuancere og i nogle tilfælde ligefrem modarbejde det: Pauser f.eks., dvs. tegnsætning og linjebrud; men også udeladelser, selvrettelser, præciseringer og andet.

Det er denne svært definerbare stemme, Birgitte Steffen Nielsen går efter i sin bog om Sveriges store modernistiske digter, Tomas Tranströmer. 'Den grå stemme - stemmen i Tomas Tranströmers poesi' hedder bogen - med stammende stemme.

Op gennem de fleste af modernismens (og den ledsagende litteraturteoris og -kritiks) faser har billedsproget ellers stået som det centrale moment i poesien, og Tranströmer er blevet betragtet som en klassisk modernistisk digter, en metaforens mester. Det er det forhold, Nielsen vil ikke gøre op med, men nuancere.


I receptionen af Tranströmers værk har man oftest opfattet denne digter som en opmærksom og saglig observatør som ved hjælp af koncentration og intense sansninger aftvang tingene et udsagn, fik verden til at tale. Denne forløsningsfigur lægger Nielsen afstand til:

»Det er ofte først i koncentrationens sprække, distraktionen, at digtet kan fremskrive det næsten umærkelige og diffuse erfaringsskred, som jeg mener finder sted i mange af Tranströmers digte«.

Nielsen forsøger altså at vise, at der også er noget i Tranströmers digte, som modificerer eller ligefrem modarbejder billeddannelserne. Dette noget er stemmen, som altså egentlig er en modstemme, en grumset støj