Historiker, forfatter og erhvervsmand er en usædvanlig kombination, men den gjorde Kristof Glamann til en særdeles indflydelsesrig personlighed i det danske samfund i det 20. århundredes sidste fjerdedel. Først professor og derpå formand for Carlsbergfondets direktion, heri var sådan set ikke noget usædvanligt. Det bemærkelsesværdige var, at Glamann i modsætning til tidligere formænd for Carlsbergfondet tog et ekstra spring og landede på posten som formand for De Forenede Bryggeriers bestyrelse og på afgørende vis kom til at præge Carlsbergs strategi i en tid, hvor internationaliseringen for alvor tog fat. Hvor andre medlemmer af den danske 'elite' har været knyttet til bestemte miljøer, erhvervsliv, politik eller kultur, har Glamann haft ben i flere, nærmest alle lejre. 'En blandet landhandel' kalder han sine erindringer. I hvert fald fortæller de om en sjælden kombination af økonomisk og kulturel magthaver. For nogle år siden skrev Glamann, »at næst efter ejendomsannoncer turde selvbiografien være den mest fordækte form for prosa, som findes«. I en form for afværgemanøvre noterer han i sin erindringsbog, at »det skulle jeg nok aldrig have skrevet«. Men hvorfor ikke? For det jo er rigtigt. Fordi noget er fordækt, kan det jo godt være både interessant og væsentligt. Og det er Glamanns erindringer, ikke mindst fordi han har bevæget sig i så mange forskelligartede miljøer. Dertil kommer, at han skriver godt. Kort, præcist og velklingende.
En brygger ser tilbage
Lyt til artiklen
