Aage Trommer hører til veteranerne i historieskrivningen om besættelsen. Hans disputats om jernbanesabotagen mødtes fra mange modstandsfolk med stor uvilje. Kunne man virkelig se så ufølsomt på historien. Kunne togtabeller og statistikker over forsinkelser virkelig sættes op mod den enkeltes overbevisning om at have gjort en indsats af afgørende betydning? Mødet med dem, der har oplevet krigen, har været både spændende og problematisk for en generation af forskere. Ikke underligt, at denne generation også kan føle trang til at sætte tingene på plads. Det har Trommer på overbevisende måde gjort flere gange, og nu gør han det igen i denne lille velskrevne bog, der bortset fra to rummer en række tidligere publicerede afhandlinger fra forfatterens hånd i revideret form. Nogle erindringsglimt, en udmærket sammenfattende oversigt over de fem år, en sammenligning med Holland og Norge, betragtninger over den illegale og den frie presse, strejker og jernbanesabotage, et opgør med Frode Jakobsens historiesyn, at ingen uden han og hans ligesindede forstår besættelsestiden, om hærledelsen med videre er her samlet og afrundet til en oversigt over besættelsestidsforskningens stade. Måden at gribe opgaven an på er en anden, men konklusionerne minder om Hans Kirchhoffs i hans samtidig udgivne bog 'Samarbejde og modstand'. I et afsluttende kapitel får kommunisterne æren for at sætte gang i modstandsbevægelsen og meget andet i besættelseshistorien sættes på plads. Trommer har et befriende nøgternt syn på begivenhederne. Lad os slippe for den moraliseren, der præger en del af den nyere besættelsestidsforskning. Trommer spørger, om vi var på den gale side, og svarer: »Nej, det var vi ikke. Vi sad på gærdet og ventede på, at noget ville vise sig«. Nye forskere kan passende begynde her.