En bog om Oehlenschläger! Hvor herligt! tænkte anmelderen og greb begejstret Ulrich Horst Petersens nydelige lille bog om denne digter, der i begyndelsen af 1800-tallet skabte et nyt dansk poetisk sprog, og som kunne digte vers som ingen anden kunne. Bogen om Oehlenschläger har undertitlen 'et essay', og da essaydefinitionen er rummelig og skifter med tidernes gang og vindens susen, er det vanskeligt overhovedet at forestille sig, hvad det er for en bog, man åbner. Og man bliver ikke meget klogere undervejs, for under læsningen stiller man sig hele tiden spørgsmålet om, hvad Ulrich Horst Petersen egentlig vil udover at give udtryk for en stor kærlighed til 'Vor Adam'. Denne er til gengæld stor, og bogen rummer prægnante 'statements', som når han i kapitlet 'Døden og livet' siger, at Oehlenschläger var »centrum i sit eget liv lige til det sidste« og hævder, at erindringerne, som er nøgleværket i fremstillingen, udelukkende handler om Oehlenschläger, ham selv og ingen andre. Det er en iagttagelse, jeg ikke har set gjort tidligere. I efterordet fortæller Ulrich Horst Petersen, at han begyndte at læse Oehlenschlägers erindringer, mens han for nogle år siden boede i Spanien, og disse gav ham et helt andet indtryk af ham og hans værk, end det han havde bragt med fra gymnasietiden. For det var hans basisviden, idet han heller ikke havde set hans skuespil opført på noget teater. Men han blev fængslet af Oehlenschläger, især af dennes utrolige - og moderne - evne til at skabe sprog, et plastisk, poetisk sprog der kunne udtrykke alle følelser, alle stemninger.