Voldens teolog. Sådan kaldte Dan Turèll med stor beundring kollegaen Dashiell Hammett. Og derfor med hyldest og andagt lod han sin egen krimiserie, der begyndte med 'Mord i mørke', ende i den by, som just denne amerikanske forfatter har indtegnet på verdenslitteraturens verdenskort, nemlig Stillehavsbyen San Francisco. I dag kan man vandre en tur rundt i staden med Sam Spade, privatdetektiven i 'Ridderfalken', som guide i labyrinten. Der er endog en plade i muren det sted, hvor Spades partner Miles Archer blev skudt ned i selv samme krimi, der af mange, inklusive overtegnede, anses for verdens bedste. Og gav stof til John Hustons kongeniale filmatisering med Humphrey Bogart i hovedrollen i en af verdens mest skelsættende noirfilm. Gådefuld hedder den kappe, Hammett allerede fra begyndelsen af sin karriere som forfatter i 1922 i en alder af 28 år lagde over sit liv og sådan set enigmatisk bar på begge skuldre indtil sin død i 1961. Til den bitre ende maltrakteret og vanæret af 1950'ernes hetz mod venstreorienterede holdt han sine personlige kort tæt ind til kroppen og gav den gerne som en af sine egne tavse antihelte. Med en egen personlig fortid som detektiv hos Pinkerton leverede han rollen som en mand fra nowhere med etiske værdier fra en svunden riddertid, dog accentueret af en moderne løssluppen erotisk egoisme. Hammett var katten, som gik sine egne veje, ofte ind i kvinders soveværelser, og kun trofast på sin egen facon. Forfatterskabet døde tidligt ud efter romanen 'Den tynde mand' fra 1934. Alt i alt kan hans produktion gøres op i fem romaner og en stor klase noveller. Men Hammetts ry er vokset støt siden dengang i mellemkrigstiden, hvor både André Malraux og Albert Camus dyrkede ham. I dag tæller hans beundrere så forskellige forfattere som Umberto Eco, Martin Amis og Ebbe Kløvedal Reich. Adelig mor, fordrukken far Selv om der er kommet utallige bøger om Dashiell Hammett, ligger meget af hans liv stadigvæk hen i en tåge. Selv hans store kærlighed, Lillian Hellman, som han siden 1930 samlevede on and off med, fandt aldrig helt ud af ham. Jo, 'den tynde mand' var da gift og havde børn - og blev aldrig skilt, hvilket vi vender tilbage til om lidt. Dashiell var meget selvbevidst om sit mærkelige fornavn, som amerikanere på vanlig vis hurtigt kogte ned til Dash. Men som oprindelig var afledt af hans mors fransk-huguenotiske efternavn de Chiel, et adelsnavn med både et våbenskjold og et slot uden for Lyon, en slægt, som via Skotland ankom til Virginia i 1653. På sin fordrukne fars side nedstammede han fra katolske englændere, der såmænd også ankom til USA i 1600-tallet. Han var yderst stolt af sin noble afstamning, marxisten, som siden skulle gå i fængsel for borgerrettigheder til den farvede befolkning. Såmænd også af sine forfædre, som havde kæmpet tappert mod englænderne i 1770'erne og siden for Sydstaterne i den berømte borgerkrig. Selv var Hammett med i begge verdenskrige og ligger som veteran begravet på soldaterkirkegården Arlington. Alt dette ligner et amerikansk aristokrati, selv om Hammetts familie sådan set reelt var sunket ned til 'white trash' i staten Maryland. Han blev gift med sin sygeplejerske, da han var indlagt for tuberkulose i tiden lige efter Første Verdenskrig. Ingen uddannelse ud over den, man får blandt mænd og kvinder i virkeligheden. Og altså som agent for Pinkerton, detektivbureauet, der gjorde det beskidte arbejde for storkapitalen under en strejke. Men også her mystificerer Hammett sin medvirken. Datteren Jo Hammett mener dog i sit signalement af faderen, 'Dashiell Hammett. A Daughter Remembers', at han blev kommunist for at sone, at han engang var med til stikke en strejkeleder, der så blev likvideret brutalt af Hammetts egen arbejdsgiver. Men Hammett var nu først og fremmest marxist af ideologisk overbevisning. Efter eget udsagn ville han såmænd melde sig ind i det republikanske parti, hvis partiet også var marxistisk. Kvindernes ven Dashiell Hammett var helt igennem en selvlært mand. Men som denne brevsamling, 'Selected Letters 1921-1960', redigeret af Hammettspecialisten Richard Layman sammen med Julie M. Rivett, bevidner det, også en meget engageret, yderst sympatisk og vidende dandy. En elegant skribent, som i sin korrespondance med venner og bekendte, sin forladte kone Josephine og sine mange elskerinder skriver med den fantastiske nerve, det ekspressive sprogøre og særegne humoristiske stil, man (gen)-kender fra bøgerne. Især i brevene til Lillian Hellman, der nok sørgede for ham i de pauvre år, men også tog patent på ham for eftertiden. Alle disse breve kom for dagen ved et tilfælde, lå i en kasse og var glemt, lige til at smide ud. Det blev de altså heldigvis ikke, og samlingen afslører meget nyt om den legendariske forfatter. At han var uhyre belæst, elskede film og musik - især hvis George Gershwin havde komponeret og Frank Sinatra sang med - og læste sin samtids aktuelle forfattere, fra James Joyce til Irwin Shaw. Og faktisk holdt forbindelsen ved lige med sin familie lige indtil det sidste. Med penge og breve og kær interesse, når han alligevel kom forbi. Hammett var det, man på amerikansk kalder for en womanizer, som uoversætteligt ikke bare kan kaldes for en kvindebedårer. Hammett elskede simpelt hen kvinder mere end mænd. Fandt, at de ofte var langt bedre venner end mænd og sjældent fjender, hvis blot man(d) bekendte kulør og lagde ærlighedens kort på bordet. Fordi smukke kvinder kunne flette sex sammen med solidaritet, gestalte skæbne og spænding til en forførende iscenesættelse, som nu og da gav skær af den store kærlighed. Hellman forsøgte siden at slette alle spor af de mange andre kvinder, også af konen. Men her træder de altså frem i de raffinerede kærlighedsbreve, en intellektuel elsker skriver til sine intelligente kærester. Ikke underligt, at Hammetts fremragende forfatterskab træder os i møde med en sjælden både realistisk, romantisk og klar moderne fremstilling af kvinder over for mænd. Mennesker stedt under den samme moderne måne, ensomme elskere, som muligvis længes efter en autentisk varighed, men alligevel ender i den hensynsløst hurtige affære af angst for at stor kærlighed snart iklæder sig vanens morgenkåbe. Om lidt er vi borte, men tit er det kærligheden, som stikker af først. Hammetts franske aners devise på våbenskjoldet, 'Aldrig snart og aldrig sent', skulle blive emblem for hele Hammetts livsstil. Lige bortset fra hans fejlagtige forelskelse i den sovjetiske kommunisme. Flotte papa To kvinder, som Hammett i hvert fald ikke svigtede i ånden, og som han henrivende belærte om politik og kultur i sine breve, gerne med tegninger, var døtrene Mary og Jo(sephine). Selv om Hellman, der aldrig selv kunne få børn på grund af en fatal abort i begyndelsen af deres forhold, var skingrende jaloux på samleverens forhold til disse, glemte Hammett aldrig rigtig sine børn. Hellman tog endog en grusom hævn efter Hammetts død ved tilsyneladende at blotlægge en hemmelighed over for lillesøsteren omkring storesøsteren. Denne, datteren Jo Hammett, nu en ældre dame i 70'erne, har som nævnt skrevet med hjælp udefra en ganske charmerende bog om sin far. Her fremstilles han på godt og ondt præcis som flotte Papa, der lapset ankommer til det beskedne hjem, men helst tager imod døtrene i et Hollywood, hvor han kan præsentere dem måbende for stjerner såsom Clark Gable og Gary Cooper og kollegerne Scott Fitzgerald og William Faulkner. Plus alle de sexede starletter, Hammett lå i med ind imellem de lange drukture og Lillian Hellman. Stakkels min mor, skriver fru Hammett gang på gang. Hvorfor blev hun ikke skilt fra far? Nok katolik, men alligevel - get yourself a life. Det gjorde den traurige Josephine Dolan Hammett ikke, som med et stort hjerte slog sig til tåls med at leve i skyggen af skyggernes skygge, den divine, men også djævelske Dashiell Hammett. Jo, Hammett kan klart se sin fars mange fejl. Alligevel er bogen et langt rørende suk efter blot endnu en samtale med den far, der kendte værdien af intet og prisen på alt, men altså også betalte den på sin egen prisværdige maner.