0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det europæiske forfald

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Stefan Zweig begik selvmord i 1942 - i landflygtighed i Rio de Janeiro - efterlod han sig et stort skønlitterært, kulturhistorisk og essayistisk forfatterskab, som for længst havde gjort ham til en litterær stjerne i hele den læsende verden.

Han efterlod sig også manuskriptet til et bind erindringer, som blev udgivet efter hans død, og som siden har haft status som hans hovedværk. 'Verden af i går, En europæers erindringer' udkom første gang på dansk i 1948, og denne udgave er nu langt om længe genoptrykt.

Åbningskapitlet har overskriften 'Tryghedens verden' og beskriver den velordnede, på én gang kosmopolitiske og overskuelige verden, som omfattedes af det østrig-ungarske dobbeltmonarki fra slutningen af 1800-tallet, og indtil det gik til grunde i Første Verdenskrig.

Zweig beskriver her og i de følgende kapitler med inderlig længsel - og ikke uden et vist nostalgisk skønmaleri - en tryg og gylden tid, da enhver vidste, hvad han kunne forvente af tilværelsen, og Wien var den overdådige ramme om et stort, kultiveret borgerskab, som investerede en god del af sin energi og formue i en stræben efter akademisk dannelse og æstetisk forfinelse. Zweig voksede op i en af de mange jødiske velhaverfamilier, der prægede dette miljø.

Zweig fortæller om sin skoletid, hvis eneste lyspunkter var klassens kollektive lidenskab for litteratur, om sine første litterære eksperimenter, om universitetsstudierne, som han omhyggeligt tilrettelagde, så de ikke forstyrrede hans litterære arbejde, om gennembruddet som forfatter og om de mange rejser på kryds og tværs af Europa - et Europa, hvor man kunne færdes frit uden pas, og hvis kulturelle forening Zweig fra sin tidligste ungdom så som en livsopgave.


På sine rejser opsøgte Zweig tidens store europæiske åndspersoner, og med tiden begyndte også de at opsøge ham. Erindringerne rummer en lang række fine kunstnerportrætter, men også politikere og mange andre af de mennesker, der formede første halvdel af det 20. århundrede, optræder hos Zweig.

Blandt de venner, som Zweig beundrede mest, var Sigmund Freud, hvis arbejde spillede en stor rolle for hans forfatterskab, og portrætterne er da også fulde af raffinerede psykologiske analyser, som sammen med Zweigs sproglige mesterskab og ironiske vid gør, at de stadig er særdeles læseværdige, selv om langtfra alle de portrætterede er kendt i vore dage.

En af de mange mindeværdige beskrivelser gælder et af Zweigs forbille-der, Rainer Maria Rilke, hvis uhyre forfinelse var så smittende, at Zweig i dagevis efter at have nydt hans selskab var ude af stand til at begå den mindste vulgaritet.

Zweigs erindringer er meget lidt private. Fra tid til anden antyder et 'vi', at han ikke er alene i verden, men man skal frem til side 264, før der optræder en navnløs hustru. Senere hører man en passant, at Zweig står i begreb med at gifte sig igen, åbenbart med den kvinde, som senere begik selvmord sammen med ham, men det er hverken familielivet eller følelserne, der er erindringernes emne.

Det er derimod netop titlens 'verden af i går', som Zweig viser os i en lang række fornemme kulturhistoriske og politiske tidsbilleder.

Zweig var en upolitisk, humanistisk pacifist, som efter Første Verdenskrigs chok kastede sig ud i arbejdet for at samle ligesindede europæere om et fredsprojekt på grundlag af kontinentets fælles kultur. Han ser med bitterhed tilbage på de storpolitiske manøvrer og den mangel på viden og vidsyn, der lod chancen for at skabe en varig fred gå til spilde og banede vejen for fascismen og nazismen.


Zweig tilbragte de fleste af mellemkrigsårene i sit hus i bjergene lige uden for Salzburg, hvorfra han kunne se over til Berchtesgaden, hvor Adolf Hitler forberedte sig på at tage magten og ødelægge alt, hvad Zweig troede på.

Mellem den store krig og nazisternes magtovertagelse var der dog en årrække, hvor Zweigs hjem var mødested for Europas bedste hoveder, og hvor det i hvert fald glimtvis var muligt at tro, at man virkelig var på vej mod en bedre og mere fornuftig verden.

Helge Kjærgaards næsten 60 år gamle oversættelse er på den ene side en stor fornøjelse med sin sirligt formelle og meget kompakte stil, men på den anden side får man en fornemmelse af, at dens meget tyskprægede dansk er en hel del mere eksotisk, end Zweigs tysk var det. Under alle omstændigheder er det godt, at dette hul i den danske klassikerbestand nu er blevet lukket. Der er mange tilbage.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce