Da Stefan Zweig begik selvmord i 1942 - i landflygtighed i Rio de Janeiro - efterlod han sig et stort skønlitterært, kulturhistorisk og essayistisk forfatterskab, som for længst havde gjort ham til en litterær stjerne i hele den læsende verden. Han efterlod sig også manuskriptet til et bind erindringer, som blev udgivet efter hans død, og som siden har haft status som hans hovedværk. 'Verden af i går, En europæers erindringer' udkom første gang på dansk i 1948, og denne udgave er nu langt om længe genoptrykt. Åbningskapitlet har overskriften 'Tryghedens verden' og beskriver den velordnede, på én gang kosmopolitiske og overskuelige verden, som omfattedes af det østrig-ungarske dobbeltmonarki fra slutningen af 1800-tallet, og indtil det gik til grunde i Første Verdenskrig. Zweig beskriver her og i de følgende kapitler med inderlig længsel - og ikke uden et vist nostalgisk skønmaleri - en tryg og gylden tid, da enhver vidste, hvad han kunne forvente af tilværelsen, og Wien var den overdådige ramme om et stort, kultiveret borgerskab, som investerede en god del af sin energi og formue i en stræben efter akademisk dannelse og æstetisk forfinelse. Zweig voksede op i en af de mange jødiske velhaverfamilier, der prægede dette miljø. Zweig fortæller om sin skoletid, hvis eneste lyspunkter var klassens kollektive lidenskab for litteratur, om sine første litterære eksperimenter, om universitetsstudierne, som han omhyggeligt tilrettelagde, så de ikke forstyrrede hans litterære arbejde, om gennembruddet som forfatter og om de mange rejser på kryds og tværs af Europa - et Europa, hvor man kunne færdes frit uden pas, og hvis kulturelle forening Zweig fra sin tidligste ungdom så som en livsopgave.