Marie Krøyer er en god historie. Hendes liv er som skabt til en roman. En tragisk beretning om en smuk ung kvinde med malerambitioner, der går så grueligt meget igennem i først det ene, så det andet ægteskab. Og hvis ikke det var for den ulykkelige slutning, kunne man næsten tro, at der var tale om et eventyr. Det er der på ingen måde. Men godt stof til en biografi, det er der. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at forfatteren Tonni Arnold nu har skrevet hele to af slagsen. At den første, 'Balladen om Marie. En biografi om Marie Krøyer' fra 1999, blev en bestseller, har formodentlig været ansporende for udgivelsen af den nye: 'Kunsten i Marie Krøyers liv'. Nu har jeg ikke læst Arnolds første biografi og skal derfor ikke gøre mig klog på forskellen mellem de to. Dog undrer det umiddelbart, at 'Kunsten i Marie Krøyers liv' handler mere om livet end om kunsten, når nu der allerede foreligger én biografi om det. 'Kunsten i Marie Krøyers liv' er nemlig ikke en kunsthistorisk monografi. Snarere er den en illustreret biografi, hvor kunsten af naturlige årsager spiller en væsentlig rolle. Marie Krøyer var nemlig maler, i hvert fald indtil omkring år 1900, hvor ægtemanden blev ramt af psykisk sygdom.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























