0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der var engang et Afrika

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en levende, sansende og frem for alt en dybt kærlig bog, den debuterende britisk-rhodesiske-zimbabwianske forfatter Alexandra Fuller har skrevet om sin opvækst i det, der engang var Rhodesia.

'Don't Let's Go to the Dogs Tonight' udkom i december i USA og siden i England, og barndomserindringerne er blevet sammenlignet med Nadine Gordimer, Arundhati Roy og Michael Ondaatje.

Nu foreligger den i en fortrinlig dansk oversættelse af Bente Kastberg. 'Lad os ikke gå i hundene i aften' har bibeholdt den poetiske spændstighed i sproget, som er Fullers. Det er et sprog, der er som en film, man ikke kan tage øjnene fra, eller som en historie, man sidder og fortæller i en lang strøm, kun afbrudt når man fylder glasset op eller ruller sig en smøg.

Mens jeg læste bogen for anden gang, nu på dansk, første gang var originalversionen, slog det mig, hvor meget jeg savnede en Zambezi Premium Lager. Eller i det mindste en af de gode stærke afrikanske ingefærøl.


Men man behøver ikke have et personligt forhold til Østafrika eller øl fra Zimbabwe for at lade sig rive med af denne beretning om en opvækst i en krig, som skete, mens vi andre gik rundt og sang med på 'Yesterday, all my troubles seemed so far away' i radioen.

Det gjorde Alexandra Fuller, kaldet Bobo, i øvrigt også. Beatles blev spillet i ønskeradio for de hvide rhodesere, som var i krig med landets sorte befolkning fra 1967, to år efter at Ian Smith havde løsrevet landet fra britisk styre og erklæret det uafhængigt. Også uafhængigt af hovedparten af befolkningen, de sorte, må man sige. Men den gik jo ikke, som historien siden viste.

Den dag Bobo synger med på Beatles i radioen, skyder hendes mor en kæmpe kobra i køkkenet (og raserer hele lokalet samtidig), men ikke før slangen har sprøjtet gift ud i hovedet på to af familiens hunde.

Så af sted til den nærliggende by med de hylende, blinde hunde og dét uden konvoj med et minesøgerkøretøj i spidsen og et par køretøjer fulde af hvide soldater, som det ellers er påbudt. Det hele fortælles i en hurtig humoristisk tone, og som om det er ganske normalt, og det er det jo også for dem, der er vokset op på den måde.


Engang, da de er på vej hjem fra et julebal, passerer de en bus med sorte, der har kørt over en mine. Børnene får at vide, at de ikke må kigge ud af bilen, men den ældste pige, Vanessa, gør det alligevel og kan fortælle sin lillesøster, at 'der hang små stumper af afrikanere i træerne og buskene som sort og rød julepynt'.

Børnene jubler, når de hører en eksplosion oppe i bjergene på grænsen til Mozambique. »Enten er en afrikaner eller en bavian blevet såret eller dræbt«. Det er grusomt. Men det er også realistisk.

Lige så lidt angerfuld Alexandra Fuller er med hensyn til sit barnejegs tankegang og reaktioner, lige så lidt sentimental endsige udglattende er hun i beretningen om forældrene. De er fattige, de er desperate, de går ind for hvidt overherredømme, og de er fordrukne, mere og mere som ulykkerne rammer dem, og børnene dør.

Tre mister de. Men de er også seje og ukuelige og modige, og de elsker Afrika. Portrættet af den mere og mere drikfældige og sindssyge mor er et af de stærkeste, ubesmykkede og dybtfølt kærlige, man længe har læst.

Det er en rå, ubarmhjertig og humoristisk bog om en familie og et lands omskiftende skæbne til det værre. Det er tabernes historie. Og dog. Som der skrevet står til sidst : »Det er livet, der går videre. Det er den næste indånding, vi alle sammen tager. Det er beslutningen, vi træffer om at fortsætte«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce