Når billedkunstneren Sergei Sviatchenko er bedst, er der både lidt Per Kirkeby, Anselm Kiefer og 1980'erfundamentalist i hans fragmenterede fortællinger. Men han er ikke altid god. Selv udtaler han, at han ikke er bange for det lyriske, men det burde han være. Rigtig bange. For det er det lyriske, der gør for mange af hans malerier dekorative, og det er det dekorative, der dræner dem for betydning. Lige så sammensat hans produktion er, med morsomme og godt sete kollager over for de dekorative malerier, lige så forskelligrettet er bogen om ham. Bogen om Sviatchenko åbner med et meget lærd, og måske meget russisk, bidrag af arkitekturprofessor Viktor Antonov, der på ganske få sider når at henvise til både Carl Jung, Stanislav Grof, Stefan Zweig, Wagner, Wölfflin og Nietzsche. Derefter følger kritiker og kurator Georgy Nikichs introduktion til kunstscenen i den sensovjetiske virkelighed, og endelig skriver Martine Arnault-Tan en mere biografisk redegørelse for Sviatchenkos udvikling og immigrationen til Danmark.
Kunstbog stikker i mange retninger
Lyt til artiklen
