Hurtigruten! For mange danskere siger det sammensatte ord noget med et stort dejligt skib, gigantiske frokostborde, smukke udsigter til fjelde og fjorde, passiar om disse og om maden selvfølgelig - kort sagt ferieoplevelser. For nordmænd siger ordet langt mere, det er snarere en metafor, der foruden den konkrete rejse fra Trondhjem til Nordkap rummer en mængde overtagne oplevelser og erindringer, som indgår i den kollektive hukommelse. Denne har forfattere sat ord på, ord om livet langs den lange norske kyststrækning, og det er dem, som den norske, i Danmark bosatte litteraturforsker Øystein Rottem har samlet og kommenteret i 'Hurtigruta - en litterær rejse'. Bogen er en hyldest til det norske kystlandskab, der i sammenligning med det danske er vildt dramatisk, og Rottems udgangspunkt er, at forfattere, der har tilknytning til kysten - enten fordi de er født der eller har opholdt sig der i længere tid - ser på verden med andre øjne end forfattere med 'indlandsbaggrund'. Optakten er et citat fra Alexander Kiellands roman 'Garman & Worse' fra 1880 og udgør en hyldest til havet og til de mennesker, der lever med ansigtet vendt mod havet. Havet er - siger Kielland - deres selskab, deres rådgiver, deres ven og deres fjende, deres erhverv og deres kirkegård. Og tager man sådan en kystboer og flytter ham ind i den yndigste fjelddal, giver ham den blødeste seng og den dejligste mad, så vil han hverken røre maden eller sove i sengen, han vil klatre fra fjeld til fjeld, indtil han langt ude skimter noget blåt, han kender. Det er dette kystmenneske og kystkulturen, Rottem vil indfange, og det er der kommet en vidunderlig bog ud af, en bog, der også burde kunne sige danskerne noget, al den stund vi også er hav- og kystmennesker.