Hvis man som læser bliver vred og irriteret på den unge kvinde, der trods sine mange gode muligheder bare græder og græder og synes, at verden er sort og forfærdelig, kan det kun glæde Elizabeth Wurtzel. I den let fiktionaliserede selvbiografi 'Prozac Nation' vil hun nemlig gerne vise præcis hvor besværlig, krævende, umulig at tilfredsstille, selvoptaget, egoistisk og frem for alt selvsmagende en depressiv er. Bogen består først og fremmest af hendes erindringer fra slutningen af 1970'erne, hvor hun begyndte at skære i sig selv på de årlige sommerlejre, til de sene firsere, hvor hun som en af de første kom på Prozac. Det er historien om en kvinde, der tilsyneladende har alt - en studieplads på Harvard, mulighed for at skrive blændende rockjournalistik og råd til at rejse til London - men som ødelægger det for sig selv med stoffer, tilfældig sex og patetiske optrin. Terapi hos en vekslende række psykiatere holder hende akkurat fra selvmord, men stemningslejet er konstant lavt.
Helt nede
Lyt til artiklen
