Forfatteren og nobelpristageren Henrik Pontoppidan mistede tre kvinder i sit liv. Da han var barn, døde den seksårige søster, der var ham mest lig i temperament. Som voksen mand mistede han sin førstefødte datter, da hun var knap tre år gammel. Og til sidst som ældre mand overlevede han sin elskede hustru, Antoinette. Disse tre tab er centrale i sognepræst Elsebeth Diderichsens nye bog om forfatteren. Henrik Pontoppidan var pessimist, men samtidig troede han på kærlighedsgaven, og at vi får den ufortjent. Pontoppidan er især optaget af den vanskelige kærlighed. Hos ham kan man sagtens dø af ulykkelig kærlighed. Det sker for Torben i 'De dødes rige'. Selv om det tager lidt tid, før Torben kommer af med livet. Han har simpelthen en for stærk konstitution, før knokkelmanden kan få has på ham. Henrik Pontoppidans personer lever godt og stærkt i Elsebeth Diderichsens formidling. Og de dør også på en mægtig og lærerig måde. Torben Dihmer er politiker, han har en næsten flegmatisk ro, en urokkelig saglighed og et underfundigt lune. Mens Jytte, som han bliver så fatalt forelsket i, først bliver beskrevet som et frimodigt naturbarn for siden at udvikle sig til en gådefuld skønhed. Det har man jo hørt om før, kønne, ombejlede kvinder, men Henrik Pontoppidan kender den lille, afgørende detalje, som gør en lidenskab. En dag er Torben ude at ro sammen med en ven, da Jytte springer i vandet. Snart efter hager hun sig til båden som en »Havfrue-Unge«. Torben er fortabt i forhold til Jytte, selv om hun også har grublesygen. Hun har mere eller mindre givet sit ja, da hendes sind begynder på de sædvanlige labyrintiske udflugter, så mens Torben er »opstemt«, er Jytte »indkroget«.