0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I Armstrongs hjulspor

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tour de France er så stor en fysisk og psykisk udfordring, at normale mennesker ikke drømmer om at tage den op. Men ikke nok med det: Den er så stor, at de heller ikke kan forstå, at andre kan gøre det. Derfor vil publikum aldrig nogensinde blive overbevist om, at det er muligt at køre de omkring 3.000 kilometer uden et mindre apotek i kroppen.

Med disse ord karakteriserede den skotske stjernerytter David Millar, der i år vandt en etape i vinbyen Beziers, forleden i dansk tv både løbet og de følelser, der omgiver det. Kommentatorer og enkelte ryttere selv har bidraget til at gøre de sportslige bedrifter til myter, der løfter sig over landevejens asfalt til nærmest olympiske højder. Veje, landsbyer og bjergtoppe bliver hævet op over den daglige banalitet. Nej, Le Tour er ikke for almindelige dødelige.

Og dog. Hvert år tager titusindvis af cyklister nemlig deres eget favntag med bjergene og myterne. Året rundt forsøger de at få en lille andel i Tour-rytternes oplevelser ved at køre rundturen i deres eget tempo og på egne præmisser.

Nogle gør det på professionelle cykler til 40.000 kroner og med træning af nærmest armstrongske dimensioner bag sig. Andre forlægger bare cykelmotionens udfoldelser til Pyrenæerne eller de industrikvarterer i byernes udkant, som enhver Tour-etape med respekt for sig selv også skal igennem, og de oplever på den måde også Frankrig i hele landets smukke og storladne mangfoldighed.

Den løbende hest
En af dem, den britiske journalist Tim Moore, har skrevet en bog om sine oplevelser, hvor humor, beskrivelser af landet og dets indbyggere samt en masse gode råd om en større cykelekspedition går op i en højere enhed.

De fleste cykelmotionister vil for eksempel nikke genkendende til hans overvejelser om den rigtige cykel. Det handler jo ikke om at komme på en to-hjulet udgave af en østtysk Trabant, skriver Moore med et indgående kendskab til de foragtelige blikke, cykelfolket kan sende i retning af en nybegynder uden det rigtige udstyr. Men den rigtige cykel, som professionelle folk anbefaler, har bare én fejl: prisen. Så det ender med en velkørende Peugeot fra sidste års katalog.

Nogle af os kender det. Vi kender også, fra tv-reportagerne, turene gennem de udsmykkede landsbyer og hestene, der også i virkeligheden kan give sig til at løbe ved siden af en enkelt cyklist, som de gør det på tv-billederne langs feltet. Men Tim Moore oplever det hele på en anden måde. Han kører hver etape i 2000-udgaven af Tour'en, få dage før den ægte karavane med de over 3.000 deltagere og løbets to-tre favoritter kommer igennem.

Der er tid til at stå af og hilse på de lokale, der betragter cykelturisterne i aldersgruppen 12 til 85 i deres spraglede tøj som et ligeså spændende indslag i hverdagen som den karavane, der suser igennem landsbyen på få minutter. Måltiderne er også mere menneskelige. Mens rytterne fortærer gigantisk mængder af pasta, ligger Tim Moore efter en hård etape på vej til Pyrenæerne og filosoferer over livet på en saddel med maven fuld af landvin og canard confit.

Mont Ventoux
Mont Ventoux-bjerget i Provence indbyder til gengæld ikke til hygge, og mødet med 'det skaldede bjerg' viser cykelturisten, hvad cykelsport i den mest ultimative form indebærer.

»Vanskeligheden ved at cykle op ad bjerge er, at efter bare fire minutter, så snart du mærker de metallisk smagende sug inde i din hals, så bliver enhver tanke om at nyde omgivelserne, iagttage livet på Kontinentet eller andre former for underholdende ferieaktiviteter, banket ud af din hjerne af en altædende og nærmest dødbringende ham-eller-dig-kamp, hvor tyngdeloven er modstanderen«, lyder Tim Moores beskrivelse af bare de første minutter op ad Mont Ventoux.

Beretningen er helliget Tom Simpson, den engelske verdensmester, der i 1967 faldt af cyklen og døde på vej op ad bjerget i et forsøg på at erobre den gule førertrøje. Tom Simpson havde - som de fleste ryttere gjorde dengang - taget en cognac i landsbyen for foden af bjerget. Den skadede ham ikke. Det gjorde derimod kombinationen af amfetamin, varmen og de umenneskelige anstrengelser.

Tim Moore når ikke længere end til mindesmærket over Tom Simpson. Her giver han op. Benene kan ikke længere, og hovedet er som en karrusel. Det er Tim Moores egen private doping, som slår igennem.

I et underholdende kapitel fortæller han, hvordan han inden turen undersøger udbuddet af stoffer og får en læge til at udskrive piller mod høfeber, som indeholder efedrin. Kombineret med koffein bør det få ham over 'det skaldede bjerg', men oppe på bjerget bliver han syg.

Og som med den virkelige Tours 'balai-voiture', opfejevogn, der tager forsinkede ryttere med til målet, må Tim Moore lide den tort at nå toppen af det mytiske bjerg i familiebilen mellem kone og børn og den elskede Peugeot ZR3000 på taget.

Han fordømmer ikke ryttere, der lader sig dope. For måske er løbet så hårdt, at det ikke er muligt at gennemføre på pasta, salatblade og kildevand, konkluderer Tim Moore efter 3.000 kilometer i sporet af Armstrong, Jalabert, Pantani og de andre store.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu