»Den eneste mulige frihed er friheden i forhold til døden«, skriver Albert Camus i én af sine dagbøger. Men skønt friheden til at vælge sit eget exit sandt nok synes tilværelsens mest paradoksale gave, så er der på den anden side tale om en frihed, som hverken er selvskrevet eller blottet for modsigelser og dybtliggende kulturelt ubehag. Selv i et sekulariseret samfund som det danske ligger den kristne etik således lige under overfladen: Skaberværket er 'helligt', og intet menneske må stille sig til dommer over eksistensen - ikke engang sin egen. 'Du må ikke slå ihjel', lyder det imperative syvende bud, og skønt vi på så mange punkter har pantsat vores religiøse bagage, så er (menneske)livets ukrænkelighed ét af de dogmer, der - som et andet ibsen'sk genfærd - spøger i det kulturelt fælles ubevidste og rent ud sagt gør det vanskeligt at føre en mere ædruelig værdidiskussion. Kunne der således tænkes at være situationer, hvor døden er at foretrække for livet? Og hvem har til syvende og sidst moralsk myndighed til at tilsidesætte en afklaret og habil persons beslutning om at gøre en ende på sine dage?
At sige livet ret farvel
Lyt til artiklen
