Skilsmissen starter allerede ved det første møde. Måske er det lidt hårdt trukket op, men når man læser 'Politikens Bog om Skilsmisse - Børn, jura og det nye liv', går det op for en, hvor vigtigt det er, at man optræder i ærlighed og som den, man virkelig er, når man danner et nyt parforhold. Man skal ikke spille roller som den, man tror, den anden gerne vil have. Man skal heller ikke have uudtalte forhåbninger om det, den anden kan levere. Man skal kort sagt ikke tro, at lykken findes i indpakningen af et andet menneske. Det er der, det kan gå galt, selvom det kan tage flere år, før det revner. Men revne, det gør det for rigtig mange mennesker. Som forfatteren, socialrådgiver og parterapeut Christine Byriel, skriver i starten af bogen: »Vi har baseret den moderne danske kernefamilie på romantikkens kærlighedsopfattelse, og det er et dejligt, men temmelig usikkert fundament, når man tænker på, hvor svært det er at leve i uafbrudt og livslang passion for den samme person. Det kan næppe lade sig gøre«. Her kan man så tilføje anmelderens forundring over den udbredte modvilje, der herhjemme udtrykkes over andre kultures arrangerede (ikke tvungne!) ægteskaber. Det er jo ikke ligefrem, fordi vor egen metode med serielt drømmeri er så eftertragtelsesværdig. Faktisk kunne man i mange tilfælde forestille sig, at fornuftige og klarhjernede forældre ville kunne finde en bedre partner til deres børn end det hormonale rod, man selv kaster sig ud i. Men lad det nu ligge. Det er ikke Christine Byriels ærinde at fremhæve andre familiearrangementer. Hun går ud fra det, vi har: ægteskaber, som meget ofte går i stykker, og hun begynder med alle årsagerne, et godt stykke før det sker.