0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hellere problemer end kommunister

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er lidt ligesom, hvis Jærens Rev Sydvest skrev sine erindringer. Leif Davidsen var korrespondent for DR i Moskva dengang i begyndelsen af 1980'erne, da monopolet endnu skabte koryfæer, som blev en slags naturfænomener i æteren.

Når Davidsen stod i den dampende sovjetiske frost og berettede om perestrojka, glasnost og Gorbatjov, så havde det trods Tjernobyl og al landsens ulykker denne tryghed ved sig, at det dog var Leif der holdt sammen på det hele som en ægte ætling af DR's store, Danstrup, de Madsen og Ib René, Cairo.

Så man bliver helt rørt, når han nu som en anden Vagn tager os med på floden gennem det ny Rusland og samtidig fortæller sine erindringer om korrespondentårene i Moskva. Jeg er på, det må jeg ærligt indrømme, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til den helaftensudsendelse på DR 2, som denne 'Dostojevskijs sidste rejse' på Volga også er blevet til.

At Leif Davidsen i mellemtiden er blevet en af Danmarks mest læste forfattere, og at han også gør rejsen til et møde med ikke så få af sine fiktive figurer og deres undfangelse, gør ikke rejsen mindre spændende. Hvilket dog (formentlig!) ikke betyder, at den Dostojevskij, der optræder i erindringsbogens titel, skal forveksles med Davidsen.

Nej: Det er navnet på det gode DDR-byggede pamperskib, som sejler Leif og Ulla (hans hustru) de 2.231 kilometer fra Moskva til Perm ved Uralbjergenes fod. Rejsen foregår i efteråret 2000, i Putins nye Rusland, som bogen giver en levende introduktion til.

Men Danmark er med: Davidsen står på Dostojevkijs øverste dæk med sin lille kortbølgeradio og hører med sorg på BBC, at vi har sagt nej til euroen. Han tænker: »Hvorfor tror mennesker ofte, at fred i vor tid er en given ting?«.


I Rusland er fred mildt sagt ingen given ting, og det er næsten ikke til at rumme de rædsler, som stalinismen til og med Gorbatjov har kostet. Davidsen repeterer og reflekterer, samtidig med at han på god journalistisk vis iagttager, hvad der foregår nu og her.

Han tror på Putin, den pragmatiske spion, for han kan jo se med egne øjne, at nu går det faktisk stille og roligt fremad. I et tyveårsperspektiv er forandringerne selvfølgelig dramatiske, og Davidsen forstår med både lune og anekdotisk hukommelse at trække linjerne op.

Men nok så afgørende er det kortere stræk: de små, gradvise forbedringer, som nu melder sig dag for dag. Davidsen er ingen dommedagsprofet, og det var han for resten heller ikke dengang i 1986, da Sovjet oplevede sin 11. september med katastrofen på Tjernobyl: Ingen skulle få ham til at viderebringe rygter, så længe han ikke vidste noget.

Det er så karakteristisk for Davidsen, at da han i 1980 vender hjem til Danmark, efter at DR-ledelsen har tvunget ham til at tage et første kig på Sovjet (det tager ham tre dage bare at komme gennem paskontrollen!), så sidder han i flyet og tænker: »Der lå historier gemt, som ventede på at blive fortalt. Sådan ligeud ad landevejen«.

Og det må man altså lære at holde af, hvis man vil være i stue med Davidsen: det er ligeud ad landevejen. Hvis et indtryk er »uudsletteligt«, så er det uudsletteligt, og Davidsen er ikke den, der hitter et mere originalt udtryk. Og hvis Leif siger til Ulla, at noget er interessant, så bruger han gerne en linje i bogen på at gengive Ullas tordnende interessante svar: »Det tror jeg gerne«, siger Ulla med et smil.

I det hele taget har vi sådan lidt god tid, her på Dostojevskijs sidste rejse, og hvem kan fortænke Davidsen i, at han mangen en gang kommer i tanker om, hvor koldt der var om vinteren i Moskva, dengang i 1980'erne, og hvor gemytligt det var at tage på langrend med ungerne. Når man læser det igen, så synes man jo næsten selv, at man kan huske det.


Hvad man ikke husker helt så godt, men det hjælper Leif Davidsen så med, er tingenes absurditet dengang før Murens fald. Hvor slemt det var at være 'antikommunist'. Hvor inficeret alting var, også i Vesten, med det russiske fænomen vranjo, de halve sandheder, de kvarte løgne, den fiktive virkelighed og den virkelige fiktivitet.

Leif Davidsen har ikke og havde ikke meget tilovers for den danske intelligentsia, som ganske uden at være underlagt de hårde vilkår, som gjaldt for homo sovjeticus, lod sig vikle ind i vrangvirkeligheden alligevel. Som for eksempel dengang, han lavede en radioudsendelse, sådan ligeud ad landevejen, om sine enorme besværligheder med at finde en tandbørste i Moskva. Sådan var det bare i Sovjet. Men hjemme i København klagede de til Radiorådet over, at Davidsen fortalte det.

Napoleon (Davidsen fortæller anekdoten) er efter sigende i sin himmel godt misundelig på den gamle sovjetiske presse; for hvis han havde haft sit Pravda, så var der endnu ingen, som havde hørt om Waterloo.

'Dostojevskijs sidste rejse' er en medrivende og lærerig beretning fra en af den frie presses ægte gentlemen. Her på floden stiller han til slut styrmanden Viktor spørgsmålet: »Savner du de gamle dage?«.

»Nej«, siger han med eftertryk. »Nej. Hellere problemer end kommunister««.