Det er lidt ligesom, hvis Jærens Rev Sydvest skrev sine erindringer. Leif Davidsen var korrespondent for DR i Moskva dengang i begyndelsen af 1980'erne, da monopolet endnu skabte koryfæer, som blev en slags naturfænomener i æteren. Når Davidsen stod i den dampende sovjetiske frost og berettede om perestrojka, glasnost og Gorbatjov, så havde det trods Tjernobyl og al landsens ulykker denne tryghed ved sig, at det dog var Leif der holdt sammen på det hele som en ægte ætling af DR's store, Danstrup, de Madsen og Ib René, Cairo. Så man bliver helt rørt, når han nu som en anden Vagn tager os med på floden gennem det ny Rusland og samtidig fortæller sine erindringer om korrespondentårene i Moskva. Jeg er på, det må jeg ærligt indrømme, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til den helaftensudsendelse på DR 2, som denne 'Dostojevskijs sidste rejse' på Volga også er blevet til. At Leif Davidsen i mellemtiden er blevet en af Danmarks mest læste forfattere, og at han også gør rejsen til et møde med ikke så få af sine fiktive figurer og deres undfangelse, gør ikke rejsen mindre spændende. Hvilket dog (formentlig!) ikke betyder, at den Dostojevskij, der optræder i erindringsbogens titel, skal forveksles med Davidsen. Nej: Det er navnet på det gode DDR-byggede pamperskib, som sejler Leif og Ulla (hans hustru) de 2.231 kilometer fra Moskva til Perm ved Uralbjergenes fod. Rejsen foregår i efteråret 2000, i Putins nye Rusland, som bogen giver en levende introduktion til. Men Danmark er med: Davidsen står på Dostojevkijs øverste dæk med sin lille kortbølgeradio og hører med sorg på BBC, at vi har sagt nej til euroen. Han tænker: »Hvorfor tror mennesker ofte, at fred i vor tid er en given ting?«.