0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorfor hader folk USA?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en tyk kliché, men alligevel: USA er landet, folk elsker at hade. Den stærke patriotisme og sentimentalitet, vi netop har set udfoldet i stor stil under mindehøjtidlighederne for 11. september, understreger for mange, at amerikanerne er dybt patetiske og ulidelige i deres tårevædede selvtilstrækkelighed.

Intet andet land på kloden kan som USA bringe gemytterne i kog. I så forskellige byer som Bogotá, Beograd, Bagdad og Beijing er det nærmest en folkesport at stikke amerikanske flag i brand og klynge Uncle Sam-dukker op i lygtepæle, når supermagten har generet de lokale magthavere.

Men had og kærlighed er (med anden kliché) tæt forbundne størrelser, og når antipatien over for USA får så stærke udtryk, skyldes det, at vi samtidig bærer en del af den amerikanske kultur i os.

Ifølge en ny britisk bog om antiamerikanisme er vi ramt af amerikatitis. Den amerikanske kultur er som hiv - smitsom, selvgenererende og dødelig. De to forfattere, Ziauddin Sardar og Merryl Wyn Davies, anvender sygdomsmetaforen til at illustrere, hvordan og med hvilken effekt amerikansk fastfood, film, popmusik, fjernsyn og sprog trænger ind i andre landes oprindelige kulturer.


Men som om den kulturelle påvirkning ikke var alt rigeligt, så er 'Corporate America' også skyld i alverdens ulykker. I bogstaveligste forstand. Washington - uanset om chefen i Det Hvide Hus er humanisten Bill Clinton eller kapitalisten George Bush jr. - svinger den økonomiske knytnæve for at tryne sine interesser igennem med voldsom fattigdom og miljømæssige katastrofer til følge.

Og hvis ikke det giver basis for en rask lille protestskrivelse til den stedlige amerikanske ambassade, så behøver man blot at kaste et blik på listen over USA's militære interventioner i perioden 1890-2001 for at forvisse sig om, at Big langtfra altid er beautiful.

Amerikanerne trækker et grimt blodspor efter sig, og deres ofte utilslørede favorisering af upopulære præsidenter og diktatorer rundt om i Latinamerika, Mellemøsten og Sydøstasien er blot yderligere benzin på antiamerikanismens bål.

I et hastigt referat fremstår bogen mere enøjet end tilfældet er. Der er mange nuancerede iagttagelser af tvetydigheden mellem amerikanernes (læs: regeringens) høje idealer om frihed, demokrati og retfærdighed og de faktiske realiteter.

Man behøver dog ikke et håndstemplet certifikat fra partiskolen i Moskva for at få øje på de afsindige dobbeltstandarder, som ikke mindst den nuværende amerikanske regering excellerer i.

F.eks. at 600 terrormistænkte muslimer holdes til fange på Guantanamo-basen; fint nok, men hvor er de offentligt fremlagte beviser og de åbne domstole, som USA højlydt og ofte slår til lyd for?

Der er også overbevisende beskrivelser af, hvordan USA systematisk prøver at bremse alle internationale tiltag, der sigter mod en mere ligelig fordelingspolitik, bedre sundhedshjælp, udvidede fødevareprogrammer osv. over for udviklingslandene.

Forfatternes konklusion: USA udviser en ekstrem egoisme og ringeagt, som bærer kimen til flere terroraktioner mod amerikanske mål. Fortsætter kursen, vil World Trade Center blot være det senete spektakulære mål i en lang række. »To be continued«, som de siger.


Selv om de skarptskydende forfattere indimellem rammer plet, er der imidlertid også løse skud i hylsteret, f.eks. når de sigter efter det amerikanske militærs interventionspolitik.

Jovist, Vietnam var den rene elendighed og Grenada en blodig spøg, men spørg muslimerne i Bosnien, Kosova og Afghanistan om de trods alt ikke var glade for en håndsrækning fra 'US Marines'.

En anelse irriterende er det også at læse stolpe op og stolpe ned om de frygtelige amerikanske korporationer, som om japanske, franske, tyske og britiske multinatioinale selskaber ikke fandtes.

Endelig kan det ærgre, at forfatterne kun i et par bisætninger nævner, at USA har en lang tradition for offentlig debat og åbenhed. Den stærkeste og mest uforfærdede kritik af USA's optræden på verdensscenen kommer fra liberale amerikanske intellektuelle.

USA er ikke en monolit befolket af hjerteløse finansmoguler, onde generaler og burgergnaskende tosser, der ikke kan kende forskel på Iran og Irak, sådan som forfatterne mere end antyder.

Der findes en USA-kritisk opinion i USA, som sørger for, at det moralske hykleri altid får kamp til stregen. Blot trist at den kritik ikke i højere grad har sat sig spor i regeringskredse.

For som den anderkendte britiske journalist Robert Fisk for nylig skrev i The Independent, så haster det gevaldigt med amerikansk lydhørhed, fordi »aldrig har hadet til USA været stærkere i den tredje verden«.